Begrebet privilegie er indenfor store dele af humaniora længe blevet betragtet som begrebet par excellence til at kaste lys over og kæmpe imod social ulighed, særligt i relation til køn, seksualitet, abilitet, race og klasse.

Det anvendes som betegnende for særlige rettigheder og fordele, som tilfalder særlige personer eller grupper af personer, samtidig med at det fungerer som et begrebsligt værktøj til overhovedet at skabe bevidsthed om de sociale uligheders virkelighed. Som Professor Peggy Mcintosh beskriver i sin nu berømte essay, “White Privilege and Male Privilege: A Personal Account of Coming to See Correnspondences through Work in Woman Studies (1988), er den privilegerede nemlig oftest ikke bevidst om sine fordele, det vil (populært) udtrykt sige: han lider af privilegieblindhed. Det er svært for den priviligerede at forstå eller acceptere, at hans rettigheder, fordele og muligheder ikke (kun) er et produkt af hans eget hårde arbejde, af hans egen enestående individualitet. At være priviligeret at have medvind på cykelstien: du ser ikke vinden, men den er årsagen til, at du er foran.

Indenfor de seneste par år er denne betydning af begrebet for alvor også blevet en del af af den danske offentlighed. Man kan næsten sige, at det er blevet et buzzword. Båret frem af især feminister og anti-racister, står det for mange i dag som indlysende nødvendigt i kampen mod sexisme, homofobi, transfobi, ableisme, racisme, kapitalisme, etc. Spørgsmålene falder med den største naturlighed: Har du husket at tjekke dine privilegier? Lider du af privilegieblindhed? 

Aktivist og feminist Emma Holten gør ikke. Til den seneste udgave af Retorikmagasinet udtaler hun: “Jeg er overhovedet ikke den klogeste feminist I Danmark, men jeg er hvid, tynd, ung og vokset op I kartoffelrækkerne”.

Privilegiediskursen er absolut sympatisk. Den har uden tvivl hjertet på det rette sted, et ønske om at mindske den sociale ulighed. Men den fungerer i mine øjne ikke som katalysator for social forandring, tværtimod. Lad os tjekke problemerne med privilegiediskursen.

1. Det politiske privatiseres

Det private er uden tvivl politisk, men ikke al politik er privat. Et af problemerne med privilegiediskursen er, at den bygger på netop denne fejlsslutning, At den individualiserer problemet, det vil sige at den sammenblander kampen mod strukturel ulighed med en kamp mod det enkelte priviligerede menneske. Det kan absolut være nødvendigt at kæmpe mod mennesker, hvis fordele og magt konkret går ud over andre mennesker, men reduceres kampen for social lighed til en kamp mod det enkelte priviligerede menneske, kan man ligeså godt søge job hos Kig Ind.

2. Priviligiediskursen er confession olympics

Denne individualisering af problemet betyder paradoksalt nok, at det enkelte priviligerede menneske af priviligediskursen får alt for meget opmærksomhed. Vores opmærksomhed bliver rettet imod, hvorvidt  den enkelte (gerne kendis) i tilstrækkelig grad er bevidst om sine privilegier, bekender sine privilegier — som om bekendelsen og/eller erkendelsen alene kunne afstedkomme social forandring.

Kampen mod social lighed bliver i priviligediskursen langt hen ad vejen reduceret til confession olympics: det handler om at være den bedste til at bekende, og altid i forvejen at mistænke den andet for ikke at bekende og erkende tilstrækkeligt. En sådan identitetspolitik indeholder ikke mulighed for social forandring, men er blot en vaden rundt i situationen, dens logik er individualismens og som sådan blot en fortsættelse af det, der er.

3. Privilegiediskursen er i fare for at være selvundergravende

Næppe alle mennesker kan indgå i det sprogspil, den herskende diskussion af privilegier er en del af.  Privilegiediskursen forudsætter et dannet, gerne universitetsuddannet menneske, der har muligheden for at forstå og tage del i en intellektuel diskussion. Det er svært at forestille sig en deltager i privilegiediskursen (for eller imod) der ikke selv er priviligeret. I kravet om bekendelse af egne privilegier ligger også det ideal om evne til selvrefleksion, som akademikere kan genkende på lang afstand og er er uddannet til at excellere i. På denne måde er privilegiediskursen i fare for at være selvundergravende — kun særligt priviligerede menneske kan tale med.

4. Privilegiediskursen savner et positivt projekt

Når opmærksomheden er rettet mod at afsløre den andens privilegier, som var denne priviligerede en synder, der står i moralsk gæld til den underpriviligerede, glemmer vi at holde målet for øje. Problemet er jo egentlig ikke, at nogle mennesker har muligheder, men at ikke alle mennesker har disse muligheder. At beskæftige sig med det enkelte priviligerede menneske er et negativt og ikke mindst moraliserende projekt. Det positive projekt består i at arbejde for, at alle mennesker har samme muligheder, samme rettigheder.

The following two tabs change content below.
Tone Frank Dandanell

Tone Frank Dandanell

Tone er Ph.d. studerende i filosofi ved Aarhus Universitet. Hun forsker primært i køn, Kierkegaard og køn hos Kierkegaard.
Tone Frank Dandanell

Nyeste indlæg af Tone Frank Dandanell (se alle)

Har du noget at bidrage med?