Central Intelligence Agency, ofte forkortet CIA, er det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger. CIA har fundet ud af, at Danmark er er et af de meget få lande i verden uden et officielt sprog!

CIA har ansvar for indsamling og analyse af allehånde data, men som Snowden og andre har påvist, er det langt fra alle oplysninger, der deles med offentligheden. CIA udgiver imidlertid “The World Factbook” med data om 240 nationer, territorier og regioner. Blandt andet oplyses hvilke sprog, der tales i de enkelte lande, og om det pågældende lands regering har fastsat et officielt sprog.

Langt de fleste af verdens 196 suveræne nationer har officielle sprog. F.eks. fremgår det af artikel 4 i den Schweiziske forfatning fra 1999, at de nationale sprog er Tysk, Fransk, Italiensk og Romansch (der især tales i cantonen Grisons eller Graubünden).

Ifølge CIA’s Factbook er der kun 14 lande, der ikke har et officielt sprog: USA, Amerikansk Samoa, Australien, Tjekkiet, Danmark, Vatikanet, Island, Jamaica, Japan, Nordkorea, Sydkorea, Mexico, San Marino og Det Forenede Kongerige.

Hvorfor er dansk ikke det officielle sprog i Danmark?

Ifølge CIA tales der i Kongeriget Danmark dansk, færøsk, grønlandsk og tysk. Det oplyses endvidere, at ”English is the predominant second language”.

CIA Factbook omtaler ikke, at sprogspørgsmålet var særdeles kontroversielt op til den første danske Grundlov af 5. juni 1849. I helstatstiden var tysk det officielle sprog i Holsten, Lauenborg og Slesvig. Ikke mindst i Slesvig, hvor der var mange dansktalende, var der kræfter, der arbejdede på at dansk skulle være det officielle sprog.

Kongen blandede sig i sprogsagen og udsendte i maj 1840 et sprogreskript, der beordrede, at retssystemet og embedsmændene skulle anvende dansk sprog i områder, hvor der blev talt dansk i skole og kirke. Det udløste store protester i den slesvigske stænderforsamling, der ikke brød sig om denne direkte indblanding fra København.

Kongen og regeringen i København blev nu meget forsigtige og tilbageholdende i sprogspørgsmålet, da de ønskede at bevare den enevældige helstat samlet for enhver pris. Som bekendt var konstruktionen genstand for to borgerkrige og holdt kun til 1864.

Grundloven er siden blevet revideret flere gange, uden at dansk har været et tema. Første gang i 1866 – en grundlovsrevision, der betegnes som et tilbageskridt for den lige og almindelige valgret. Anden gang i 1915 – en grundlovsrevision der på en gang betegnede et fremskridt og et tilbageskridt.

Kvinder og tyende fik valgret til Rigsdagen, men dets førstekammer, Landstinget, blev vanskeligere at opløse. Tredje gang i 1920 alene nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med Danmark. Fjerde gang i 1953 — landets nuværende grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, valgloven taget ud af grundloven og folkeafstemningsprincippet blev indført.

I det forkastede grundlovsforslag fra 1939, hvor valgretsalderen var foreslået til 23 år samt en nedlæggelse af Landstinget, var spørgsmålet om dansk som officielt sprog heller ikke et issue.

Ikke officielt nationalsprog

Almindeligvis stilles der ikke spørgsmål ved, at dansk er nationalsproget i Danmark.  Dansk er således modersmål for over 90 pct. af befolkningen i Danmark. I Sønderjylland er der fortsat et betydeligt tysktalende mindretal.

Uden at være det det formelt officielle sprog i Danmark, er dansk enerådende som offentligt sprog. Således bestemmer Retsplejeloven, jf. §149, stk.1, at: ”Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret”.

I Lov om dansk retskrivning fra 1997 fremgår det, at ”Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog”.

Af § 2 fremgår det, at: ”Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten”.

I henhold til forvaltningslovens § 7 har offentlige myndigheder pligt til i fornødent omfang at give vejledning til borgerne. Ifølge Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område antages det, at dette også indebærer en pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt.

Forvaltningsmyndighederne må altså sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.

Ingen samlet opgørelse over tolkeudgifter

Translatørforeningen har i 2015 udarbejdet en oversigt over de mest benyttede tolkesprog i den offentlige sektor. Selvom årsagen til, at dansk aldrig er blevet officielt sprog i Danmark er sprogstriden med tysk i Slesvig og Holsten, optræder tysk ikke på listen over de sprog, hvor der er størst behov for tolkebistand:

  • arabisk
  • bosnisk
  • dari
  • farsi
  • kinesisk (mandarin)
  • kurmanji
  • pashto
  • polsk
  • somali
  • tyrkisk
  • thai
  • urdu

Translatørforeningen gennemførte i 2015 en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt brugere i den offentlige sektor inden for sundheds-, social-, rets– og asylområdet. Undersøgelsen viste at på justitsområdet var udgiften på 55 mio. kr. i 2013, regionenes udgifter til sundhedstolkning var på 102 mio. kr. i 2012 og kommunernes udgifter til socialtolkning blev i 2010 angivet til 70 mio. kr.

Foreningen antyder selv, at disse tal undervurderer de samlede offentlige udgifter til tolkning og translatørbistand.

Stat og kommuner regner med i perioden 2016–19 at bruge 48 milliarder kroner på flygtninge og asylansøgere. Så sent som i 2013, var den årlige udgift på godt fire milliarder kroner.

Rockwool-fonden offentliggjorde i 2014 – inden den senere voldsomme stigning i strømmen af flygtninge og asylansøgere — et arbejdspapir fra Fondens Forskningsenhed, der beregnede, at indvandringen fra ikke-vestlige lande allerede i 2014 ville koste det danske samfund 16,6 milliarder kroner netto.

Det er især indvandrernes efterkommere, der er dyre, og som i 2014 belastede samfundsøkonomien med intet mindre end 12,5 milliarder kroner.

USA

USA er som nævnt blandt de 14 lande, der ikke har et officielt sprog. Det antages at 82 procent af befolkningen i USA normalt taler engelsk, men det er ikke helt klart hvad det ville betyde, hvis engelsk blev fastlagt som officielt sprog. Desuagtet har der politisk i de senere år i tilknytning til stigende indvandring i USA været krav om, at engelsk skulle være officielt sprog.

Mens USA ikke har et officielt sprog, har 31 delstater love, der fastslår engelsk som statens officielle sprog. Delstaten Virginia har således vedtaget regler i 1996, der fastslår, at “ingen statslige eller lokale myndigheder og institutioner er forpligtet til at udlevere … dokumenter, information, litteratur eller andre skriftlige materialer i et andet sprog end engelsk.”

Ole Stig Andersen har i dagbladet Information skrevet om sproglove og rundt omkring i verden, og tendensen til at ville beskytte eller ligefrem privilegere et bestemt sprog. Om USA har Ole Stig Andersen beskrevet den frygt, der hersker i visse kredse om sprogets snarlige undergang hvis der ikke straks bliver gjort noget især i forhold til landets næststørste sprog, spansk. Spansk tales af omkring hver ottende amerikaner.

For at trænge spansk tilbage har der i årevis været en English Only-bevægelse der vil gøre engelsk til enerådende sprog i alle offentlige sammenhænge. Hvis offentlig service, skriftlig som mundtlig, kun måtte foregå på engelsk, vækker det naturligvis voldsom bekymring i erhvervslivet, i social– og sundhedssektoren og hos politi og andre udrykningstjenester der f.eks. ikke mere kan modtage og besvare nødopkald på andre sprog.

Sprogkravene til statsborgerskab i Danmark

For at få tildelt dansk statsborgerskab ved naturalisation (ved lov) skal ansøgeren leve op til en række krav:

Herunder en såkaldt ”tro og love”-erklæring, en ren straffeattest, visse krav til økonomi, danskkundskaber og en bestået statsborgerskabsprøve.

I ”tro-og love”-erklæringen lover ansøgeren troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Lover at overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper. Samtidig skal ansøgeren oplyse, om han tidligere har begået kriminalitet — uanset størrelsen og typen på lovovertrædelsen.

Kravene til danskkundskaber omfatter en bestået danskprøve, som kan have forskellig sværhedsgrad afhængigt af ansøgerens forhold.

Mange, der ikke bare tilnærmelsesvis kan sproget, får alligevel indfødsret. Årsagen er, at regeringen i 2013 genindførte muligheden for at søge dispensation for danskkundskaber samt kendskab til almene samfundsforhold.

Ansøgere til dansk statsborgerskab kan således få dispensation for både dansk– og indfødsretsprøve hvis de kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til at de ikke kan bestå prøverne og/eller deltage i relevante kurser.

I praksis er det ofte ansøgere med diagnosen PTSD, som opnår dispensation fra at bestå dansk– og indfødsretsprøven. 

Fra tid til anden stilles der spørgsmål ved rimeligheden af at indrømme stemmeret til personer, der ikke er i stand til at kommunikere på dansk. Men er man xenofob og måske oven i købet racist, hvis man forventer at danske statsborgere kan tale dansk  eller i hvert fald noget dansk?

Kan det virkelig passe, at vi skal tilbage til 1800-tallets slesvigske krige for at finde forklaringen på den tilsyneladende grænseløse tolerance, vi i dag praktiserer i forhold til fremmede og deres danskkundskaber?

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?