Markeringerne af Det Konservative Folkepartis 100-års jubilæum er overstået, men præcis som ved jubilæumsfesten står partiets tilbageværende medlemmer nu bogstaveligt talt ude i den kolde syreregn og venter på det næste chok.

Partiet har nu bragt sig i en situation, hvor Rød Blok seriøst har den opfattelse, at partiet i sin dødskamp er på det afsluttende kamikaze-togt, hvor man under dække af miljø, natur og forsvarsvilje er parate til at gøre front mod Venstre-regeringen og de øvrige borgerlige partier.

Det har de, fordi Søren Pape Poulsen, Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard adskillige gange har truet med et flertal med de røde, og kun ganske få af de tilbageværende støtter er parate til at forsvare den udvikling.

Hvordan kunne det komme hertil?

Situationen vidner vel om et dårligt ledet parti, der simpelthen ikke råder over af det fornødne politiske talent  på Christiansborg, og ej heller har adgang til kvalificeret rådgivning. Under alle omstændigheder er det efterhånden mange år siden, partiets ledelse har kunnet formulere og formidle, hvad der er konservativ politik.

Det kan på den baggrund ikke overraske, at partiet ved sidste Folketingsvalg endte med en meget begrænset vælgertilslutning, som meningsmålinger siden har bekræftet, fortsat er vigende.

Hvad der alligevel har overrasket er, at Det Konservative Folkeparti har en landbrugsordfører, der indgår en aftale, bliver bange for sin egen skygge, kritiserer Miljø– og fødevareministeren for hendes ”udemokratiske” omgang med interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, bliver rasende over kritik af manglende forståelse og nærvær under forhandlingerne og — sammen med den ligeså uforudsigelige miljøordfører — får hidset den skikkelige formand op i det røde felt.

Partiet allierer sig herefter med den politiske opposition i en skammelig ministerstorm, og slår om sig med beskyldninger om urent trav, fornærmer aftalepartnere og er nedladende, hånligt og arrogant overfor dansk landbrug.

Venstre har fejlvurderet Pape, Jarlov og Abildgaard

Tilbage i februar 2016 fejlvurderede Statsministeren og Miljø– og Fødevareminister Eva Kjer Hansen tydeligvis Rasmus Jarlov. De kunne ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at et nyvalgt medlem af Folketinget fra København uden saglige forudsætninger for at være landbrugsordfører, men ærekær og forfængelig ud over alle bredder, kunne være så kontrær, stædig og argumentresistent, da det gik op for ham, at han ikke havde forstået rækkevidden af de beslutninger, han havde været med til at træffe den 22. december 2015 med Landbrugs– og Miljøpakken.

De kunne heller ikke forudse ordførerens hævnreaktion på, at ministeren og forhandlerne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke kun åbenlyst grinede af ham, men også eksponerede hans inkompetence og manglende forståelse for sagens substans over for pressen og alle på og uden for Christiansborg, der gad høre på det. Hvis nogen havde regnet med partiformandens besindige indgriben, blev de sørgeligt skuffet.

Lektien var lært

Det er tydeligt, at Forsvarsminister Peter Christensen og de øvrige forsvarsordførere havde taget bestik af snigløbet omkring landbrugspakken og havde lovet hinanden, at sådan skulle forhandlingerne om anskaffelsen af jagerfly ikke ende.

Mens Jarlov igen slår om sig med beskyldninger mod regeringen og forligspartnerne, er det opsigtsvækkende, at de Konservative ikke er med i den store aftale om indkøbet af de nye F-35 Joint Strike Fighter-fly til en samlet pris på mere end 50 milliarder og dermed ude af forsvarsforliget.

Den historiske aftale bæres derimod igennem af regeringen i samspil med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, de Radikale og Liberal Alliance.

Med et Konservativt Folkeparti uden medansvar for indkøbet af jagerfly, kan man frygte, at partiet reelt vil være afskåret fra at deltage i de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig fra 2018, og dermed afskåret fra at deltage i defineringen af det danske forsvars indretning mange år frem.

Partiet kæmper i forvejen med vigende tilslutning og synes nu uden en væsentlig del af den hidtidige eksistensberettigelse. Det er alvorligt!

Rasmus Jarlovs ultimative tilgang til politik

Rasmus Jarlov stod i centrum som konservativ ordfører i det forløb, der fik landbrugspakken til at eksplodere, og det er ligeledes Rasmus Jarlov — denne gange i rollen som forsvarsordfører (og formand for Folketingets Forsvarsudvalg) — der gradvist har skærpet sine krav til flyindkøbet til et punkt, hvor regeringen ikke har haft en jordisk chance for at kunne leve op til hans krav.

Jarlov hævder, at han efter et møde blev smidt uden for døren. Men som med landbrugsforhandlingerne er det bemærkelsesværdigt, at der er så stor forskel på Rasmus Jarlovs udlægning af forhandlingsforløbet, og de beskrivelser, der kommer fra de øvrige deltagere, inklusive forsvarsminister Peter Christensen.

Som en anden Don Quixote i kamp imod indbildte, fiktive fjender har Rasmus Jarlov altid været en stridsmand.  Som konservativ spidskandidat i København indledte han et korstog imod unge mennesker i politik. Rasmus Jarlov var bekymret på demokratiets vegne, når uprøvede unge skulle tage del i politiske beslutninger.

Siden har vi – efter temperament – kunnet more os eller græmmes over, at det tidligere konservative håb, Rasmus Jarlov, misbrugte uger – ja, hvem husker hvor længe pinen varede? – på dansegulvet i TV.

Rasmus Jarlov kom igennem prøvelsen lige netop med skindet på næsen, selvom han fik demonstreret en fysisk og mental rigiditet og umusikalitet, der nærmer sig regulær tonedøvhed, og som tydeligvis også er en belastning for hans ageren i dansk politik.

Desuagtet blev han ved Folketingsvalget 2015 valgt ind i Folketinget. Stemmetallene i Københavns Omegns Storkreds var ikke prangende, og der skal lægges kræfter i, hvis det skal gå godt igen næste gang.

Og Rasmus Jarlov kæmper, det må man medgive. Desværre agerer Rasmus Jarlov på en måde, der skaber tvivl om Det Konservative Folkepartis idelige insisteren på ordentlighed – også i politik.

Kampene udkæmpes kompromisløst og uden smålig skelen til Bæredygtigt Landbrug og landbrugets belastning af vandmiljøet, mod regeringens vildledning, mod den københavnske letbane, mod Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, mod ethvert angreb på Alexandras ret til apanage, mod mange andre fænomener, men især mod Venstre!

Venstre er hovedfjenden

Ligesom bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus havde en aversion mod degne, lider Rasmus Jarlov af den forunderlige sygdom, at han ikke kan tåle at se Venstre-folk; kommer der en Venstremand for hans øjne, bliver han ganske rasende.

Uanset om det er i lokalaviser eller på Facebook, bliver alle indvendinger mod Jarlovs korstog afvist som tilsvining, vrøvl, vanvittigt og uansvarligt, og partifæller, der formaster sig til at stille spørgsmål, karakteriseres som fjolser.

Udover at den skammelige alliance med de røde oppositionspartier om at vælte miljø– og fødevareminister Eva Kjer Hansen, inkluderer Rasmus Jarlovs kampagne mod partiet Venstre nu påstande om, at aftalepartneren føler sig hævet over Folketinget og de demokratiske spilleregler. Jarlovs perfide stil har ikke set sin lige siden den notoriske Erik Skov Petersen huserede  i Det Konservative Folkeparti.

Opsigtsvækkende men ikke overraskende

Selvom resultatet af kampflyforhandlingerne er opsigtsvækkende kommer det ikke som en overraskelse. Tidligere i forløbet havde Jarlov overskud til at delagtiggøre os alle i gourmet-spisning på Bornholm og kurtisering af mediekendissen Mascha Vang, alt imens han hårdt kritiserede regeringens moderate forslag om køb af nye kampfly baseret på rapporten fra udvalget for dimensionering af nyt kampfly.

Rasmus Jarlov holdt sig ikke for god til at karakterisere rapporten som ”et politisk bestillingsarbejde, der med bevidst overoptimistiske antagelser leverer en falsk fortælling om, at vi med et par skrivebordsøvelser kan få meget mere for færre penge”.

Spørgsmålet er, om Rasmus Jarlov havde tænkt sig, at forsvarsminister Peter Christensen kunne ekspederes samme vej som Eva Kjer Hansen?

Tid til gravskrift?

Med et Konservativt Folkeparti i den nuværende forfatning er det borgerlige regeringsprojekt at sammenligne med et skib, der ikke kun skal navigere i høj søgang, men også har en løbsk kanon på fordækket.

Noget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen allerede har frigjort sig fra bindingen til Det Konservative Folkeparti (og Liberal Alliance). Det er i hvert fald tydeligt, at Venstre i væsentlige spørgsmål har fundet en vis samklang med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

På spørgsmålet om hvad hensigten er med at kaste det Konservative Folkeparti ud i den ene kamikaze-mission efter den anden, kunne svaret være (frit efter The Commitments, hvor det også gik helt galt):

”We skipped the light fandango

Turned cartwheels cross the floor

I was feeling kinda seasick

But the crowd called out for more”.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?