Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, Verden 2030, blev offentliggjort på Folkemødet på Bornholm den 18. juni 2016. Ifølge strategien, der stadig er et udkast, vil Danmark fortsat yde mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, dvs. omkring 15 mia. kr.

Markedsbaseret økonomisk vækst

Regeringen vil fremover prioritere fremme af markedsbaseret økonomisk vækst og frihed og øget beskæftigelse med særligt sigte på at styrke udviklingen af den private sektor i udviklingslandene. Regeringspartiet Venstre har således naturligt nok efterladt solide liberale aftryk i strategien.

Det understreges, at beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for bæredygtig vækst.  Det er noget bistandseksperter har argumenteret for i årevis. Med blik på den danske ressourcebase og Danmarks egen udviklingshistorie er det naturligt, at Danida skal have større fokus på at arbejde for udvikling af landbrugs– og af fødevaresektorernes bidrag med jobs og fødevarer til udviklingslandenes voksende bybefolkninger.

Det er faktisk meget positive signaler, efter landbrug og fødevareproduktion i en årrække beklageligvis har været politisk nedprioriteret i dansk udviklingspolitik. Nu syntes der igen i Danmark og i andre udviklede lande at være en voksende erkendelse af landbrugets og fødevareproduktionens centrale betydning for økonomisk udvikling i verdens fattigste lande.

Der er en række forhold, der har medvirket til, at der nu er udsigt til en renæssance for landbrug. En række analyser har bidraget med ny viden om de faktiske udviklingstendenser, og samtidig er der i en række toneangivende lande sket en politisk ny-orientering, der har gjort op med modstanden mod at understøtte et frit, uafhængigt og økonomisk bæredygtigt landbrug baseret på selveje og familiebrug.

EU-Kommissionen fortjener afgjort en stor del af æren herfor, men også i lande som Kina og Indien er der nu sat økonomisk kraft bag den politiske vilje.

Ernæringen af verdens voksende befolkning

Selvom antallet af sultne og underernærede i verden siden 1990 er faldet, er det klart den vigtigste udfordring for verdenssamfundet på landbrugs og fødevareområdet at brødføde verdens voksende befolkning. Selvom der har været forbedringer, er det desværre en kendsgerning, at omkring 800 millioner mennesker døjer med sult og underernæring.

Det erkendes bredt, at den situation ikke kan klares med den fødevarebistand, som den udviklede del af verden ellers har kamufleret uligheden med. Denne form for bistand er samtidig ofte handelsforvridende og direkte hæmmende for udviklingen af udviklingslandenes egen fødevareproduktion.

Den hidtidige politik er åbenlyst uholdbar og utilstrækkelig i en situation, hvor vi må forvente yderligere (dog langsommere) befolkningstilvækst i verden som helhed, men fortsat høj befolkningstilvækst i udviklingslandene, især i de mindst udviklede lande.

Samtidig står vi over for hurtigt aldrende befolkninger i industrilandene og i de forholdsvis avancerede udviklingslande, samt en tendens til ukontrolleret urbanisering i alle udviklingslande. Vi må samtidig forholde os til massive forskydninger i fødevareproduktion og forbrugsmønstre forbundet med de demografiske ændringer, herunder et stigende “dobbeltproblem” af samtidig underernæring og fedme. Vi risikerer også at blive fanget i en situation med stigende efterspørgsel efter fødevarer som følge af højere forventet levealder og en bedre ernæringsmæssig status, men på samme tid stagnerende udbytte af de vigtigste kornsorter, især hvede og ris.

Globaliseringens positive og negative bidrag

Den øgede internationale handel samt øget mobilitet af kapital og arbejdskraft internt i landene og på tværs af grænserne vil kunne bidrage positivt til den økonomiske udvikling, men samtidig vil det øge betydningen af og problemer med fødevaresikkerhed og biosikkerhed, herunder grænseoverskridende skadedyr og sygdomme.

På det globale plan står vi midt i en proces med industrialisering af fødevaresektoren, med hurtige ændringer i organiseringen og strukturen på markederne for landbrugsprodukter og tjenesteydelser, herunder voksende betydning af moderne detailhandel, koordinering i værdikæderne, specialiserede indkøbspraksis, produktcertificering og mærkning og kontraktforhold.

De politiske krav til landbrugssektorerne er samtidig voksende: landbrug skal ikke blot levere fødevarer og foder, men også råvarer til energi og andre formål samt natur– og miljøforvaltning. Der skal ligeledes tages hensyn til de kommende års betydelige pres på naturressourcer som jord, skov, vand og biodiversitet, som også kan give anledning til og nære konflikter.

De såkaldte Verdensmål for Bæredygtig Udvikling (ofte bare kaldet Verdensmålene, eller Global Goals) udgør rammerne for den nye danske udviklingsstrategi. De 17 Verdensmål er samlet set den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie. 

Deres i alt 169 delmål handler om at løse mange af verdens største problemer. Blandt andet skal vi udrydde fattigdom og sult, sikre øget global lighed og opnå en bæredygtig verdensøkonomi. Det er planen, at Verdensmålene skal være opfyldt i 2030.

Den private sektors rolle

I den danske strategi fremhæves det, at mange af verdensmålene forudsætter et aktivt bidrag fra den private sektor, for eksempel på energi, klima og fødevarer. Men vel at mærke fra et erhvervsliv, der driver forretning ansvarligt. Det vil bl.a. indebære respekt for menneskerettigheder, som fastslagt i FN´s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, og en bæredygtig forretningsmodel, der adresserer miljøudfordringer og skaber anstændige jobs og arbejdsforhold baseret på arbejdstagerrettigheder, social dialog og social beskyttelse.

I strategien tilkendegiver regeringen, at høje standarder for ansvarlighed samtidig er en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv, og den bedste garant for, at vi ikke ender i et kapløb mod bunden.

Danmark vil gennem partnerskabsinstrumenter bidrage til at finde nye forretnings– og markedsmuligheder. Udgangspunktet er en forretningsidé drevet af en eller flere virksomheder eller investorer, hvor Danida og bistandsinstrumenterne vil hjælpe til at få relevant viden og ressourcer bragt i spil.

For at sikre investeringer i bæredygtig infrastruktur, der har karakter af offentligt gode og dermed vanskeligt kan finansieres på kommercielle vilkår, vil Danmark videreudvikle og prioritere finansiering ved Danida Business Finance til offentlige købere i fattige udviklingslande, herunder projektudvikling.

Danmark vil styrke Investeringsfonden for Udviklingslandene, IFU, som den centrale danske udviklingsfinansieringsinstitution. IFU og de IFU-administrerede investeringsfonde kan i større skala bidrage til mobilisering af privat finansiering, herunder fra pensionskasser, fonde og virksomheder med henblik på at investere i bæredygtig vækst, anstændig beskæftigelse og teknologioverførsel til håndtering af for eksempel klima– og miljøproblemerne i vanskelige markeder i udviklingslandene. IFU bidrager samtidig til internationalisering af dansk erhvervsliv, herunder små og mellemstore virksomheder.

Samarbejdet med private virksomheder og investorer muliggør en gearing af bistandsmidlerne med en faktor på mellem 2 og 10 afhængig af investeringstypen og afkast.

Bistandsmidler skal ikke bringes i spil, hvor den private sektor selv kan og vil. Det skal undgås, markeder forvrides, og initiativer skal skabe en markedsudvikling ved at mobilisere andre privatsektor aktører. Partnerskaber skal være åbne for potentielle partnere fra alle lande med det sigte at få adgang til flere samarbejdsmuligheder og kunne skalere succesfulde indsatser.

Hvordan involveres erhvervslivet i udviklingsbistanden?

Det har faktisk i længere tid været overvejet, hvordan der kunne udvikles innovative partnerskaber og nye erhvervsinstrumenter i udviklingspolitikken. DANIDA’s tidligere erhvervsstøtteinstrumenter — Danida Business Partnerships og Business Project Development — havde ikke en tilstrækkelig effekt på jobskabelse og bæredygtig vækst i udviklingslandene. Samtidig havde programmerne på nogle områder faktisk været i konflikt med EU’s regler – især i forhold til statsstøttereglerne.

Ligesom det var den tidligere regerings dilemma, er det også Kristian Jensens vilkår, at der må trækkes på udviklingsbistanden som følge af de ekstraordinære udgifter til flygtningemodtagelse. Derfor er det blevet endnu vigtigere, at Danidas udviklingsprogrammer designes på en sådan måde, at dansk erhvervslivs og danske institutioners og organisationers meget betydelige kompetencer kan komme i spil.

Samtidig er der som påpeget af Peter Taksøe-Jensens udenrigspolitiske udredning behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels– og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Hvis det skal lykkes, er det afgørende, at Danidas indsats suppleres med den private sektors kompetencer. 

Det siger sig selv, at hvis erhvervsprogrammerne — under iagttagelse af EU’s statsstøtteregler – skal være effektive, skal programmerne kunne give danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening samtidig med, at programmerne bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene. Det kræver at disse ordninger tilføres øgede bevillinger fra andre bistandsområder.

Strategien lægger op til, at Danmark fremover skal arbejde for at skabe gunstige rammer for, at den private sektor kan øge sit bidrag til verdensmålene i udviklingslandene og globalt. Et godt erhvervsklima vokser ud af et fundament baseret på et velfungerende retssystem, effektive, ansvarlige og inddragende samfundsinstitutioner, korruptionsbekæmpelse, opbygning af infrastruktur og ligestilling. Et godt erhvervsklima og en ansvarlig privat sektor kan bidrage til at fremme demokratiske processer — og omvendt.

Opbygning af institutioner, privat jord– og ejendomsret og økonomisk frihed er afgørende. Jord– og ejendomsret er også ofte en del af livsgrundlaget og fødevareproduktionen for mange fattige i udviklingslandene.

Rammebetingelser omfatter også en sund arbejdsstyrke herunder gennem adgang til bl.a. sundhedsydelser inklusive bekæmpelse af hiv/aids.

Landbrug og fødevarer

Landbrugs– og fødevaresektorerne vil være i fokus. Beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for inklusiv, bæredygtig vækst. Det handler blandt andet om at skabe nye muligheder for indtjening, bedre forsyningsvirksomhed, bæredygtig byudvikling og jobs til unge. Vi kan herved også øge adgangen til globale værdikæder bl.a. ved at landene bliver bedre til at udnytte markedsadgang.

Danmark vil fremme rammevilkår, der kan bane vejen for øgede investeringer og integration i bæredygtig og modstandsdygtig infrastruktur, forbrug, energi og vand.

Tiltag der kan bistå udviklingslandene med tilpasning til klimaforandringer og gennemførelse af deres nationale reduktionsplaner som led i udmøntning af Klimaaftalen fra Paris vil blive prioriteret. I vækstøkonomier, hvor energitilvæksten er høj, vil Danmark fremme investeringer i CO2-reduktionsindsatser, som ofte er billige og kan have større effekt. Fattige udviklingslande vil få gavebistand i støtte til klimatilpasningsindsatser.

Klare krav til virksomhedernes samfundsansvar

De udviklingsorienterede erhvervsprogrammer bør som understreget i strategien ubetinget leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility), og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for samfundsansvar og beskyttelse af basale rettigheder.

Landbrugs– og fødevaresektorerne vil spille centrale roller i de kommende udviklingsstrategier. Basale rettigheder til mad er nærmere defineret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004. Danmark deltog aktivt i udarbejdelsen af “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security”, som siden 2012 har defineret de basale standardkrav på jordområdet.

Når multinationale firmaer som Pepsi og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske virksomhedsprogrammer også kunne gøre det.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?