Ved festlige lejligheder er alle tilhængere af åbenhed og transparens – om politiske processer, om den offentlige forvaltning, om partistøtte og om politikernes lønforhold.

I den virkelige verden henligger meget i Mørkelygtens dunkle skær.  Lovgivningen om offentlighed og partistøtte lader meget tilbage at ønske, og politikernes før-, under– og eftervederlag, pensionsregler, tillæg for dobbelthusførelse, sekretærbistand osv. er byzantinsk og fuldstændig uigennemskueligt.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenterede deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v., vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger på toppen af et i forvejen generøst system et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

SF, Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret.

De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på godt 31 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til, at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanisme ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Demokratisk kultur og støtte til politiske aktiviteter

Der er i den danske demokratiske kultur en lang tradition for, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer — helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” — Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti — var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Eksempelvis var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at de er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontorarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt partierne om at bevilge sig selv støtte. Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 30,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,25 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 6,75 kr. De samlede årlige udgifter til partistøtten udgør langt over 100 mio. kr.

Støtte til Folketingets partier

Udover partistøtten ydes faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Støtten blev forhøjet meget betydeligt i 1995, og folketingsgrupperne modtager i dag et basisbeløb på ca. 290.000 kr. + ca. 45.000 pr. mandat, og der skal aflægges et summarisk regnskab for midlernes anvendelse. Den samlede støtte til Folketingsgrupperne løber op i 120 millioner kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Ny parlamentarikerstøtte?

I både Venstre og Socialdemokratiet er der derfor overvejelser om, at Folketinget ud over partistøtte, også bør operere med parlamentarikerstøtte, dvs. en støtte direkte til den enkelte parlamentariker med det formål at styrke folketingsmedlemmernes daglige arbejde.

Påstanden er, at derved kan der bringes mere balance mellem politikerne og de mange interessenter og lobbyister, der daglig hjemsøger politikerne. Man holder sig ikke for god til at argumentere med, at øget politikerstøtte vil understøtte Grundlovens §56 om, at ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

Den tidligere miljø– og fødevareminister, Eva Kjer Hansen – der også tidligere har været formand for Europaudvalget i Folketinget – argumenterede i en kronik i Berlingske Tidende den 22. januar 2016 for nødvendigheden af at give Folketinget og folketingsmedlemmerne flere ressourcer, bedre videreuddannelsesmuligheder og flere akademiske medarbejdere, end de har i dag.

Mudderkastning eller sund forargelse?

Selvom der argumenteres for flere offentlige ressourcer til politikerne tyder opinionsundersøgelser på, at en lang række konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings– og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre allerede er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv.

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen i 1987 af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden den væsentlige forhøjelse i 1995 af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Den private partistøtte til Folketingets partier udgjorde i 2013 iflg. partiregnskaberne på Folketingets hjemmeside i alt godt 14 mio. kr.

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver. Noget tyder på, at der ikke altid indberettes. I hvert fald oplyses det i en ny bog — “Skjulte Penge”, der er skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, at en række danske politikere ikke rettidigt har oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” er udkommet på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Forslag fra den tidligere regerings ekspertudvalg

Selvom den private partistøttes betydning er faldende, er der ikke mindst på venstrefløjen krav om større åbenhed. Det ekspertudvalg, som SR-regeringen nedsatte, og som efter et års arbejde i marts 2015 fremlagde en række anbefalinger, gik også ind for åbenhed.

Det blev foreslået, at partistøttereglerne blev ændret sådan, at når støtten fra en enkelt bidragyder overstiger 20.000 kroner, skal det fremover offentliggøres, hvor stort beløbet er. I dag skal partierne blot oplyse hvem, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver. 

Det blev endvidere anbefalet, at de enkelte folketingskandidater skal oplyse navn og beløb på bidrag, hvis beløbet er over 20.000 kroner. I dag skal folketingskandidaterne ikke oplyse noget som helst. Forslaget skulle forhindre, at partier kanaliserer anonym støtte ind i partierne via kandidater og lokalafdelinger.

Et kontroversielt forslag var, at indsamlingsklubber, erhvervsklubber og lignende fremover skal offentliggøre navne og præcise beløb på alle bidragydere, der giver mere end 20.000 kroner. Forslaget skulle tvinge hemmelige bidragydere, der skjuler beløb ved at give penge sammen med andre gennem en indsamlingsklub eller forening, frem i lyset.

Dæmonisér ikke private bidrag

De tidligere regeringspartier – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – understregede i forbindelse med præsentationen af ekspertudvalgets anbefalinger sidste år, at det bestemt ikke var tanken at forhindre private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Hensigten var alene at fastsætte nærmere betingelser, der skulle sikre mere åbenhed om partistøtte.

Man kan undre sig over, hvorfor det overhovedet skal overvejes hvilke betingelser, der skal være opfyldt for private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Bidrag til en privat politisk forening bør være en sag mellem foreningen og bidragsyder, herunder om donationen skal offentliggøres eller omtales i medlemskredsen.

Tilhængerne af mere åbenhed omkring partistøtte har selv angivet, at de er optaget af demokratisk kontrol  med partierne og de folkevalgte. Der har i debatten været henvist til Saxo Banks støtte til Liberal Alliance, og argumenteret for, at vælgerne skal have adgang til dækkende oplysninger om partiernes økonomi for dermed at kunne danne sig et overblik over, hvor private bidrag kommer fra, så de kan vurdere, om bidragene medfører indflydelse på partiernes politik.

Antagelsen i den lejr er altså, at oplysninger om partiernes økonomi er vigtige for vælgernes beslutning om, hvilket parti de vil stemme på. Valget afgøres ikke alene af partiernes politik, men også hvordan politikken er blevet formuleret.

Rimelige og kontroversielle forslag

Der er foreslået en række praktiske anbefalinger vedrørende partiernes regnskaber, som gennemgående er rimelige, når man tager i betragtning, at de pågældende foreninger modtager betydelige offentlige tilskud.

For eksempel:

  • hvornår skal ikke-økonomisk støtte regnes som bidrag omfattet af partiregnskabsloven?
  • hvordan sikres samme grad af åbenhed om bidrag på alle niveauer i partiet — altså på kommunalt, regionalt og nationalt plan?
  • skal der stilles krav om et samlet regnskab for hele partiet og dets enkeltkandidater?
  • skal fristen for regnskabsaflæggelse sættes ned fra 12 til 4 måneder?
  • skal der være krav om revisorgodkendelse af partiorganisationernes regnskaber?
  • skal alle regnskaber og indberetninger offentliggøres?
  • skal en ekstern instans uden for Folketinget kontrollere, at partiet har levet op sin revisionsforpligtelse?

Det problematiske begynder, når der kræves detaljerede oplysninger om alle bidragsydere over 10.000 kr.:

  • skal bidragsyders identitet offentliggøres ved bidrag over 10.000 kr.?
  • skal der være forskellige beløbsgrænser for forskellige niveauer af partiet?
  • skal identiteten på bidragsydere, der har indbetalt mere end 10.000 kr. til en forening, oplyses, hvis foreningen giver bidrag til et politisk parti?
  • skal den offentlige partistøtte forhøjes som kompensation for lavere privat støtte, som følge af oplysningspligten?
  • skal privat støtte modregnes i den offentlige partistøtte?

Vil “Skjulte Penge” genåbne debatten?

Enhedslisten har agiteret for åbenhed omkring partistøtte. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har tidligere tilkendegivet, at de var parate til at overveje konkrete forslag, mens Socialdemokratiet og Venstre tøver. Venstre har gjort det til en forudsætning for nærmere overvejelser, at den indirekte støtte, som Socialdemokratiet modtager fra fagbevægelsen, medtages.

Venstre har bl.a. krævet at medlemmerne af fagforbund aktivt skal tilmelde sig, hvis de ønsker at deres kontingent skal gå til partistøtte. Venstre har endvidere rumlet med truslen om, at skattefradragsretten for faglige kontingenter, i givet fald skulle ophæves eller begrænses.

De politiske partier er helt afhængige af den statslige partistøtte, men spørgsmålet er, om skatteborgerne og vælgerne får value for money? Er partierne med offentlig partistøtte blevet mere demokratiske, er kvaliteten højnet, er politikerne blevet bedre til at varetage borgernes behov, og er det politiske landskab blevet bedre?

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?