Efter alt at dømme bliver Hillary Clinton det Demokratiske partis kandidat til det amerikanske præsidentvalg til efteråret.

Det er en skuffende afslutning på socialdemokraten Bernie Sanders’ kandidatur, der for mange på begge sider af Atlanten har været inspirerende at følge.  Særligt i Skandinavien, hvor man under valgkampen har kunnet bryste sig af at blive fremhævet som samfund til efterligning.

Så det er forståeligt, at et vist mismod og måske endda vred frustration indfinder sig over uundgåeligheden af en kompromissøgende og generelt neoliberal kandidat som Clinton. Men når vi har taget højde for dette, er det nødvendigt at slå koldt vand i blodet og gøre regnskab med, hvorfor Clinton vandt, og hvorfor der er håb at finde i hendes sejr for Sanders’ fans.

I

Så lad os starte med anklagerne om, at primærvalget var manipuleret til fordel for Clinton som partielitens favorit og undertrykkede Sanders’ folkelige opbakning.

Disse anklager er uden meget grundlag og er i værste fald yderst uproduktive konspirationsteorier. De bygger på en idé om, at det Demokratiske parti begrænsede valgdeltagelsen gennem arbitrære regler om partiregistrering og direkte valgfusk.

Stemmeprocedurer i amerikanske primærvalg er ganske rigtigt asymmetriske fra stat til stat, hvilket reflekterer de individuelle regioners politiske historie. Clinton klarede sig bedst i konventionel anonym stemmeafgivelse, der var begrænset for vælgere registreret med det Demokratiske parti – omvendt klarede Sanders sig bedst i åbne stemmeafgivelsesmodeller og i såkaldte ’caucus’-systemer, hvor stemmer afgives kollektivt i offentlige fora.

Kritikken lyder, at Clinton vandt under ’udemokratiske’ modeller, der med registreringskrav udelukkede mulige Sanders-vælgere. Men Clinton havde vundet disse stater selv uden denne fordel, og Sanders drog langt større fordel i caucus-stater, der ud fra normal valgpraksis kan ses som temmelig udemokratiske, da de ikke har anonym stemmeafgivelse og dermed er socialt kompromitterede, og dertil mindre repræsentative da færre deltager.

Man kritiserer de systemer, der favoriserer modstanderen, og ser gennem fingre med de skævheder, der hjælper én selv – ganske naturlig politisk adfærd i en intens valgduel.

Anklager om forsvundne stemmesedler i Brooklyn fremhæves som bevis for fusk, uagtet at Clinton vandt det valgdistrikt, og at de stemmer nok kun havde øget hendes sejrsmargen.

Timelange køer til stemmebåsene i Arizona havde ikke at gøre med hverken Clinton-kampagnen eller det Demokratiske parti, men skyldes derimod en Republikansk delstatsrepræsentant og en national konservativ bevægelse for stemmeundertrykkelse, der burde være det virkelige fokus for forsmåede Sanders-folk.

Clinton vandt med over tre millioner stemmer; hun er den retmæssige kandidat. Men reformering og standardisering af det Demokratiske primærvalg kunne være en fin målsætning Sanders’ støtter kunne gøre sig til talsmænd for.

II

Med dette ude af vejen kan vi hernæst se på den populære teori om, at Bernie Sanders ville være en stærkere kandidat end Hillary Clinton i præsidentvalget til efteråret.

Dette går mest på tidlige meningsmålinger i hypotetiske dueller mellem Republikanske og Demokratiske kandidater. Sådanne målinger er yderst upålidelige og tager ikke højde for kandidaternes vidt forskellige position i den politiske offentlighed.

Hvor Clinton er en af de mest kendte politiske skikkelser i USA og som kvinde har været under nærmest konstant angreb gennem de sidste to årtier, så var Sanders temmelig ukendt i en bred forstand indtil for ganske nylig.

Sanders’ kandidatur blev aldrig taget seriøst af Republikanerne, og hans høje gunst blandt vælgere kunne derfor falde betydeligt, hvis han var under samme pres som Clinton.

Tænk på hvad onde politiske genier som Karl Rove – der gennem spin forvandlede krigshelten John Kerry til en kujon – og Paul Manafort – der før han var rådgiver for Donald Trump med stort held rehabiliterede morderiske diktatorers ry – ville gøre med en sårbar Sanders, der i sin tid talte rosende om Nicaraguas sandinister.

Sanders slog fra starten fast, at hans ambitiøse socialdemokratiske program ville kræve et knusende folkeligt mandat ikke blot i Det Hvide Hus men også absolut flertal i Kongressen – hvilket han har ret i.

De transformerende ændringer, han ønsker for statens rolle i USA, ville kræve vedvarende politisk opbakning på alle niveauer af amerikansk politisk liv.

Dette mandat har ikke manifesteret sig. Ligegyldig hvor imponerende Sanders kamp har været har den nødvendige ideologiske syndflod ikke indfundet sig. 

Skattebetalte offentlige universiteter og universel sygesikring er enormt stærke slogans i en politisk kampagne, men det er fortsat uklart om et flertal af amerikanere ville være med på eksperimentet med, at deres skatter ville stige betydeligt mod at få adgang til sådanne forbedrede services.

Sagen er, at Sanders efter alt at dømme ville være et sats i en reel valgsituation – hvilket ikke er tilladeligt overfor de aktuelt uforudsigelige og farlige Republikanere.

Den majoritet der stemte for Clinton – afroamerikanere, latinoer, kvinder – har ikke råd til et sådant sats.

III

Hvilket bringer os til hvorfor Clinton er den rette kandidat til dette øjeblik trods hendes blandede politiske historie.

Forskellen mellem Sanders og Clinton koges ofte ned til, at han er autentisk og ideologisk konsistent, hvorimod hun er et kalkuleret og machiavellisk bundt af selvmodsigelser.

En mere anvendelig analyse er imidlertid, at Sanders’ autenticitet ses som en funktion af hans vintage venstrefløjsanalyse, der er forskellig fra den mere moderne og komplekse progressive tankegang, Clinton er udtryk for.

Sanders blev formet af 1960’ernes politiske klima, men hans politik er en generation ældre og stammer New Deal-æraens simplere progressive linse. Sanders har altid prædiket en stringent klassebaseret analyse, der ser økonomisk ulighed som omdrejningspunkt til alle sociale problemstillinger. Mens general ulighed bør adresseres som ét af denne tids største udfordringer, så bør denne tilgang dog raffineres – i hvert fald når han mangler de politiske flertal, som Franklin D. Roosevelt nød støtte fra.

Sanders’ politiske verdenssyn underordner identitetspolitik klassedynamik, hvilket er utidssvarende i dagens USA.

Det er fint, at Sanders under aktivistisk pres inkorporerede emner som politivold mod minoriteter og andre specifikt identitetsmæssige problemstillinger i sit spil – men det synes uvant territorium for ham.

Den diskriminerende kultur og morderiske fremfaren i USA mod afroamerikanere rammer ikke blot underklassen – Michael Brown, Eric Garner, Tamir Rice – men også middelklassen – Henry Louis Gates, Sandra Bland, Trayvon Martin.

Økonomisk ulighed kan forklare mange af samfundets onder, men ikke alle. 

Det er også fantastisk, at Sanders har medtaget kvinders skæve lønniveauer i sine taler, men Clinton har i sin karriere gjort sig til en ledende stemme for bekæmpelse af økonomisk ulighed som struktureret af kønsmæssige forhold.

Hun har konsekvent kæmpet for kvinders reproduktive rettigheder, der er én af de største barrierer til økonomisk lighed. Sanders har aldrig stillet sig i vejen for dette, men han har heller ikke promoveret det med samme vildskab som Clinton.

Etniske minoriteter og kvinder i Amerikas økonomiske prækariat stemte ikke for Clinton som udtryk for ’falsk bevidsthed’ eller neoliberal forledelse – de gjorde det, fordi hun forstår deres kår på et dybt intellektuelt niveau.

Clinton er en moderne progressiv politiker ligesom Barack Obama – der finder markedsorienterede løsninger til opnåelse af socialdemokratiske mål. Det er helt forståeligt, hvis man ikke bryder sig om det – men som Obamas præsidentskab viser, er det svært at få det helt, som man vil have det. I den fastlåste situation er Clinton som en snarrådig politisk maskinmester bedre positioneret til at gennemføre tiltag end Sanders’ folkelige bevægelse, der allerede nu har mistet pusten.

I Senatet havde Clinton og Sanders en 93 procent overlap i deres stemmeadfærd. Nogle af de 7 procent var Sanders’ tendens til at stemme for opretholdelse af fri våbenlovgivning – den eneste knast i hans progressive profil.

Målsætningerne er meget ens, men metoderne forskellige. Siden den politiske revolution med Sanders’ udslukte kampagne synes uden for rækkevidde – er en pragmatisk forskansning af Obamas politiske arv og trinvise fremskridt så virkelig at forkaste?

At være en selverkendt socialist med ubændig ideologisk stædighed og opnå bred succes i amerikansk politik er en hvid mands privilegie. Mens Obama de sidste otte år har ført en temmelig moderat ideologisk linje, har han som USA’s første sorte præsident måtte lægge øre til anklager om at være en upatriotisk marxist.

Som præsidentfrue i 1990’erne var Clinton karakteriseret som en venstreorienteret furie, der besværgede sin husbonds midtsøgende politik. Et årti efter var hendes stemmeadfærd som nævnt ovenfor langt mere progressiv end hendes mand i præsidentembedet.

Clinton repræsenterer en slags bro for kvinder i politik. Som en tidlig pionér har hun været meget omhyggelig med sine udtalelser og positionering akkurat som Obama. Hun har gennem sin pragmatisme banet vejen for andre kvinder som for eksempel den populære progressive senator Elizabeth Warren, der kan artikulere sine mærkesager med langt klarere toner i et mere venligt politisk klima end det, Clinton historisk har måttet kæmpe med.

Endelig er det unægtelig et progressivt gode at vælge en kvinde til et magtfuldt embede bestredet af mænd i over 200 år. Dette forstærkes kun af, at hun som den første kvinde ville besejre Donald Trump – der er den største trussel mod et åbent og frit Amerika i umindelige tider.

IV

Alt dette ændrer ikke ved at Sanders’ bevægelse absolut bør fortsætte kampen for at påvirke det politiske system nedefra og op. I modsætning til 2008 hvor hæren af aktivister, der bar Obama til Washington, blev efterladt efter sejren, skal Sanders’ fans fortsætte med at lægge pres. Et aktivt og politisk engageret borgerskab er præcis, hvad kriseramte vestlige demokratier har brug for nu  – både i USA og EU.

Sanders-bevægelsen giver en yderst brugbar model for intensiv græsrodspolitik, der kan vinde ofte overset politiske territorium i kongres-distrikter, borgmesterposter og guvernørsæder, der typisk har langt større indvirkning på borgeres liv end præsidentiel politik. Det vigtigste er, at de folk, som Sanders har inspireret, ikke forbitres men derimod indstiller sig på en længere kamp for at bevise, at Sanders-revolutionen er virkelig og ikke en kort opblusning.

Ved at vinde de mindre politiske ræs, kan man lægge pres på Clinton og sikre, at hun holdes til ansvar for sin støtte til sin mands drakoniske rets– og fængselslovpakke fra 1994 (som Sanders for resten stemte for), eller at hun ikke gentager en overilet udenrigspolitisk beslutning som hendes stemme for Irak-Invasionen i 2002, og at stordonationer i politik kraftigt reduceres og reguleres.

Dette ville være en værdig arv til vores fælles nuttede og vrantne zaydeh.

Fra en ukendt protestkandidat til faderen for en revitaliseret politisk kultur i Amerika, der forstår at politik ikke kun sker hvert fjerde år, men er en fortsat kamp for indflydelse på lokalt-, delstats– og unionsniveau. Hvilket den progressive i Europa fløj også kunne have godt af at huske på.

The following two tabs change content below.
Johan Wizan

Johan Wizan

Jeg er bosat i San Francisco og skriver fra tid til anden om amerikansk politik, historie og kultur for bl.a. kongressen.com, bfood.dk og atlasmag.dk. Jeg er forfatter til bogen Scener fra et Primærvalg på Saxo Forlag — der blev til på baggrund af en rundrejse i udkants-USA’s politiske geografi henover vinteren og foråret, og så er jeg uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
Johan Wizan

Nyeste indlæg af Johan Wizan (se alle)

Har du noget at bidrage med?