Pantsamleren Kingsley er som sunket ned under teltdugene på Roskilde Festival. Jeg har tømmermænd, da han pludselig skriver tilbage: Jeg har det ikke så godt.

Min nat var frygtelig. Gik tidligt i seng, men kunne ikke sove på grund af uroen i kroppen. En trykken for brystet og en rumlen i maven, der ikke var til at bære på egen hånd oven på en selvoppustelig luftmadras, der ikke er sin betegnelse værdig. Jeg fik tømmermænd, allerede inden jeg faldt i søvn, og måtte vandre hvileløst rundt på campingpladsen for at gå larmen i mave og bryst ud af kroppen. Jeg brækkede mig, besøgte toilettet to gange. Til sidst faldt jeg om af udmattelse, da tankerne ikke længere kunne holde deres tag i mig. 

Svar udbedes

I dag kan jeg ikke få fat på den nigerianske pantsamler Kingsley.  Sammen rapporterer vi fra Roskilde Festival, men efter de første to dages reportager, tager han ikke længere sin telefon. Vi har aftalt, at han i dag skal besøge min lejr og drikke en dåseøl med mig og mine venner, men telefonen ringer uden svar. Kingsley er forsvundet på festival.

Helbredet svigter

På vej hen for at sende dagens rapport, modtager jeg en besked på min telefon.

Hi, i hope your day is going on well? Am not feeling fine, I guess I will go home tonight or tomorrow morning. Kingsley.

Lidt efter får jeg fat på ham. Efter vi sagde farvel til hinanden klokken 19 i går, har han arbejdet indtil klokken fire om morgenen. Han har samlet for 2.000 kroner pant i løbet af natten, men helbredet begynder at svigte.

Jeg har fået nogle tablettter af en ven, men jeg har det stadig dårligt. Der var mange mennesker ude i går, og der var meget arbejde. Det er så hårdt at være her. Stressende, fortæller Kingsley.

Sådan er det at forsvinde i en festival. Jeg håber, Neil Young kan få mig på rette fode igen. Kingsley må nøjes med en tur til København, et varmt bad og en opredt seng.

The following two tabs change content below.

Anders Haubart Madsen

Anders Haubart Madsen er 30 år, freelancejournalist og medstifter af limboland.dk.

Nyeste indlæg af Anders Haubart Madsen (se alle)

Har du noget at bidrage med?