WikiLeaks har offentliggjort 20.000 lækkede mails fra Demokraterne I USAs partiorganisation, DNC. Hvad står der i dem? Hvad er der sket? Hvad bør mediedækningen fokusere på?

Lækket af mails fra DNC

WikiLeaks blærer sig gerne med, at de satser hårdt på én bestemt af de gode gamle journalistiske dyder, nemlig gennemslagskraft eller ”impact”. Når en kilde, hvad enten der er tale om en klassisk whistleblower (som en Snowden, en Chelsea Manning eller en Frank Grevil) eller en hacktivist (som en Jeremy Hammond eller en Phineas Fisher) sætter deres frihed på spil for at bringe dokumentation frem i lyset, er det mindste man som modtagende journalist, medie og udgiver kan gøre at forsøge at maksimere ”udbyttet” af afsløringerne. Det kan være svært at huske, hvis man sidder og høster løn på et mainstreammedie, men ideen med pressefrihed, indsigt i magthaveres gøren og laden osv. er ikke blot offentlighed i sig selv. At skrive verdens bedste afslørende artikler om korruption er meningsløst, hvis ingen læser dem ; og så godt som formålsløst hvis der ikke reageres på dét der afsløres.

Ideen er at skabe konsekvenser, resultater, forandringer. Et af WikiLeaks’ egne – ofte glemte – slogans er: ”The Goal is Justice — The Method is Transparency” (sætningen forsætter i øvrigt: “it’s important not to confuse the two”, hvilket mange — også indimellem WikiLeaks selv — kommer til at gøre).

Med den vinkel er det ikke svært at forstå, hvorfor WikiLeaks valgte at offentliggøre de 20.000 lækkede e-mails fra DNC, præcis dagen før partiet gik i gang med deres konvent. Det konvent hvor Hillary Clinton skulle krones som partiets præsidentkandidat efter at have vundet en noget mere kneben sejr over rivalen Bernie Sanders, end nogen som helst (inklusiv Clinton og Sanders selv) havde forestillet sig.

Maksimal impact fik de lækkede mails da også. Det sås tydeligt i forbindelse med forkvinden for DNC, Debbie Wasserman Schultz, der kom i voldsom modvind. Hun og DNC skal forestille at være neutrale i forhold til spørgsmålet om, hvem deres medlemmer vælger som præsidentkandidat – de er hele partiets organisation, ikke Clintons personlige livgarde – men de lækkede e-mails bekræftede, hvad rigtig mange iagttagere vidste i forvejen, nemlig at DNC og Wasserman Schultz tværtimod konsekvent har ageret som Team Clintons forlængede arm (Wasserman Schultz er i øvrigt tidligere kampagnechef for Clinton), og at de aktivt har modvirket Bernie Sanders.

Debbie Wasserman Schultz måtte i første omgang trække sig som hovedtaler på konventet, da afsløringerne ramte amerikanske medier; dernæst blev hun buhet ud af sit eget kongresdistrikts morgenmøde.

Herefter annoncerede hun, at hun ville begrænse sin deltagelse på konventet. Til sidst måtte hun fratræde sin post som forkvinde for DNC i vanære, da hendes position tydeligvis blev problematisk. Det er sjældent, man ser en lækage få så hurtige – og forholdsvist store – konsekvenser.

Hvad indeholder de lækkede mails, siden det gik så galt/godt?

WHAT WHAT WHAT?

Medie-vagthunden fair.org har opsummeret historien således:

”Mens det er umuligt at sige, hvorvidt den systemiske pro-Hillary Clinton slagside hos DNC var afgørende i demokraternes primærvalgkamp, ved vi nu uden skyggen af tvivl, ikke bare at en sådan slagside eksisterede, men at den var gennemgribende og udbredt. DNC-ansatte arbejdede for at plante pro-Clinton historier i medierne, fandt på at bruge Sanders’ sekulære judaisme imod ham i sydstaterne og lavede rutinemæssigt spindokteri på vegne af Clinton, selv mens DNC igen og igen påstod at være neutral i primærvalgene”. (min oversættelse, læs meget gerne hele artiklen)

 

Grafik fra WikiLeaks

Grafik fra WikiLeaks

Alle mailene ligger – i tråd med WikiLeaks filosofi om at gøre kildematerialet offentligt tilgængeligt (en filosofi hvis praktiske udformning har udviklet sig en hel de seneste 10 år) – til fri afbenyttelse online i søgbart format, hvilket en hel del medier heldigvis har benyttet sig af.

Ateist-jøden

Screenshot af lækket DNC e-mail. Direkte link

Screenshot af lækket DNC e-mail. Direkte link.

På screenshottet ovenfor ses en højtstående ansat i DNC, Brad Marshall, der skriver til andre højtstående ansatte i DNC — det DNC der som nævnt skal forestille at være 100% neutralt og upartisk — med et forslag til, hvordan man kan skade Hillary Clintons modkandidat, Bernie Sanders, ved at fokusere på hans religion (han er jøde) eller mangel på samme (han er sekulær). “Det kunne gøre flere points forskel med mine peeps”, skriver Brad.

Læs The Intercepts artikel om det her — hvor Brad Marshall tragikomisk forsøger at benægte, at meningen er, hvad den åbenlyst er.

Hillary Victory Fund

Politico har en god historie om en anden skandale, der bekræftes af lækket, nemlig den at kandidaten Hillary Clinton omgår reglerne for loft på kampagnebidrag ved at indsamle gigantiske summer i samarbejde med delstaternes demokratiske partier. Det må man gerne, hvis man opfylder visse regler for, hvem der får hvad, af de indsamlede midler, hvilket Clinton har skidt højt og flot på (delstaternes partier har fået rundt regnet en halv procent af de mange millioner dollars).

Det er jo galt nok, at Hillary snyder (og tilsyneladende bryder loven) sådan, men som i det tidligere eksempel viser mails, at DNC (som igen-igen skulle forestille at være neutrale) aktivt hjælper hende med at dække over sagen.

“Leaked emails show the Democratic National Committee scrambled this spring to conceal the details of a joint fundraising arrangement with Hillary Clinton that funneled money through state Democratic parties.

But during the three-month period when the DNC was working to spin the situation, state parties kept less than one half of one percent of the $82 million raised through the arrangement — validating concerns raised by campaign finance watchdogs, state party allies and Bernie Sanders supporters.”

Pay-to-Play

Anti-korruptions organisationen Center For Responsive Politics beskriver på deres Open Secrets-blog, hvordan det ud til, at DNC (og det Hvide Hus) har samarbejdet om at belønne folk, der smed store mængder penge i nakken på Clinton, med poster i bestyrelser og kommissioner.
Hvis det er korrekt, er det ekstremt ulovligt.

Email exchanges involving top officials at the Democratic National Committee released along with private documents by WikiLeaks show that DNC officials hoped to reward top donors and insiders with appointments to federal boards and commissions in coordination with the White House.

The revelations give an inside look into how the Democratic Party attempted to leverage its access and influence with the White House to bring in cash. (læs hele artiklen, her)

Hvor slemt er det så?

For det første er det jo slemt nok til, at Debbie Wasserman Schultz blev smidt på lossepladsen i en fart.
Men noget tyder på, at demokraterne selv mener, at det er endnu værre end det.

Politico rapporterer:

“Now, all DNC senior staffers seem to believe they’re on the verge of being fired — and that’s before the next WikiLeaks release, which many fear is coming within days, and which DNC lawyers are bracing for. Several staff members have already been asked to prepare statements about their departures.”

Det lyder slemt.

Så vidt så godt. Her er altså, som WikiLeaks’ redaktør Julian Assange også har bemærket, et godt eksempel på, at læk af originale datasæt kan føre til resultater, når medier hjælpes ad om at finde frem til de historier i materialet, der har nyhedsværdi. Super.

Der gik dog ikke lang tid, før en anden vinkel på hele affæren begyndte at tage over. Nemlig den vinkel, der mener, at det er Rusland, som står bag det hele i et forsøg på at påvirke præsidentvalget i USA. Den vinkel er bestemt nyhedsværdig og – hvis den er sand – en god historie.

Men det skal slås fast med syvtommersøm, at mens der kan spekuleres i, om russiske aktører (statslige eller ej) forsøger at manipulere præsidentvalget i USA, så ved vi nu – på baggrund af de lækkede dokumenter – at DNC, Debbie Wasserman Schultz og Team Clinton selv ikke blot forsøgte at gøre det, men rent faktisk har manipuleret selvsamme valg. Det er nyhedsværdigt og alvorligt. Dokumentationen er, hvad den er, uanset hvem der står bag. Intet bør fjerne fokus fra det.

Julian Assange fra WikiLeaks taler om sagen med den uafhængige TV-station, Democracy Now:

Inden længe udgiver jeg en lille artikel om, hvad vi ved om, hvorvidt det er russerne (whatever “russerne” means) som står bag — og hvad det betyder hvis & hvis & hvis. I denne omgang vil jeg dog afslutte med en kontekst, som en hel del har spurgt til de seneste dage, nemlig: Hvad er der med WikiLeaks og Hillary Clinton?  Igen er det dog vigtigt at huske, at dokumentationen — mails — er hvad de er. WikiLeaks’ og Assanges motiver er sekundære.

WikiLeaks & Hillary Clinton

Modsætningsforholdet mellem WikiLeaks som organisation og Hillary Clinton går langt tilbage.

I 2011 var WikiLeaks i fuld gang med én af deres største udgivelser nogensinde, CableGate, som indeholdt en kvart million dokumenter fra amerikanske ambassader rundt om i verden. På det tidspunkt arbejde WikiLeaks tæt sammen med etablerede medier med at bortcensurere personfølsomme oplysninger osv fra de dokumenter, de offentliggjorde. Arkivet af alle dokumenterne var krypteret efter alle kunstens regler og beskyttet af et umanerligt langt kodeord, som aldrig ville kunne knækkes. En journalist fra den engelske avis The Guardian valgte af uforklarlige årsager at trykke dette umanerligt lange kodeord i en bog, han udgav, hvilket gjorde, at WikiLeaks forsøgte at tage kontakt til Hillary Clinton (som på det tidspunkt var udenrigsminister) for at advare dem om, at de (altså, USA) havde et problem.

Det lyder som en røverhistorie, men heldigvis er sceancen fanget på video.

Der kom dog ikke noget ud af forsøget, og siden da er det allerede kølige forhold til Hillary Clinton kun gået én vej; ned ad bakke.

Julian Assanges personlige holdning til Hillary Clinton er velkendt: hun er farlig. Farlig for ham selv og WikiLeaks (hun har vist en ret stor interesse for forfølgelsen af WikiLeaks), farlig for whistleblowere, farlig for pressefriheden, farlig for USA og farlig for verden.

Hillary Clinton er så farlig, at hun (såvidt jeg ved) er den eneste politiker som Julian Assange i februar har skrevet en decideret advarsel mod:

“Hillary stemte ikke blot for Irak [krigen, pk]. Hun lavede sit eget Irak. Libyen er Hillarys Irak og hvis hun bliver præsident, vil hun lave flere.

Jeg har års erfaring i at have med Hillary Clinton at gøre og jeg har læst tusindvis af hendes dokumenter. Hillary mangler dømmekraft og vil skubbe USA ind i endeløse, stupide krige, med terrorisme til følge. Hendes personlighed kombineret med dårlige politiske beslutninger har direkte bidraget til at styrke ISIS.

Generaler fra Pentagon protesterede mod at ødelægge den libyske stat. De mente ikke at Hillary havde en sikker efterkrigs-plan. Hillary Clinton gik over hovedet på dem. Libyen er nu ødelagt og blev et fristed for ISIS. Libyens nationale våbenlager blev plyndret og hundredvis af tons våben blev sendt til jihadister i Syrien. Hillarys krig har forøget terrorismen, dræbt titusinder af uskyldige civile og har skruet kvinders rettigheder i Mellemøsten århundreder tilbage. Efter intet at have lært fra katastrofen i Libyen, satte Hillary sig for at prøve at gøre det samme i Syrien.

Hillary tog offentligt æren for ødelæggelsen af den libyske stat. Da hun hørte, at hendes håndværk havde fået slået landets præsident ihjel, fik hun vilde øjne og pralede: “Vi kom, vi så, han døde”.

I øjeblikkets mordrus, havde hun efterabet Julius Cæsar, af alle mennesker.

Hillarys problem er ikke blot at hun er en krigs-høg. Hun er en krigs-høg med dårlig dømmekraft, som får en utilstedelig følelsmæssig optur ud af at dræbe folk.

Hun bør ikke komme i nærheden af en våbenbutik, slet ikke i nærheden af en hær. Og hun bør helt sikkert ikke blive USA’s præsident.”

Der er mange hjørner på denne analyse, man kan være uenig i, men det er svært at komme uden om, at Hillarys reaktion på drabet på Ghaddafi er voldsomt sociopatisk (hvis nogen skulle være i tvivl, blev han torturet, blev analt voldtaget med en kniv og blev henrettet af NATO-støttede islamister (advarsel, meget stærke billeder)) efter at der — som forventet — var gået mission creep i den, og den FN-støttede flyveforbudszone var blevet til en (ulovlig) politik om regimeskift.

Her er videoen af Hillarys reaktion.

Men igen — selv dette, om Hillary er en engel eller en dødsensfarlig sociopat, er sekundært.  Dokumentationen er, hvad den er. Mailsne foreligger og fortæller deres egen historie uafhængigt af Clinton, Rusland eller Assange. Historien er, at DNC har manipuleret med det amerikanske valg.

Det er nyhedsværdigt.

Denne artikel er skrevet med støtte fra mine (efterhånden ret mange) crowdfund’ere. Tusind tak skal I have. Du kan også være med til at støtte mine skriverier med et månedligt beløb. Det er nemt og simpelt — og gør en stor forskel for, hvor meget jeg kan få tid til at skrive. Hop over på min crowfund-profil og kig og gi’ en skilling, hvis du har råd & lyst: Peter Kofod på Patreon.

The following two tabs change content below.
Peter Kofod
Jeg prøver i øjeblikket at få skrevet min første bog færdig — og render rundt og holder foredrag om whistleblowere, overvågning, demokrati og medier.
Peter Kofod

Nyeste indlæg af Peter Kofod (se alle)

Har du noget at bidrage med?