Da Maersk Oil en mandag aften den 27. juni 2016 i en pressemeddelelse meddelte, at selskabet havde mistet en gigantisk olieaftale i Qatar, var mange trofaste Mærsk-støtter klar over, at en æra var slut.

Qatar Petroleum fravalgte efter 24 års samarbejde Maersk Olie som operatør på det store Al-Shaheen felt, der tegner sig for 40 pct. af Qatars samlede olieproduktion samtidig med, at kursen på A.P. Møller – Maersk aktierne var i nærmest frit fald på Københavns Fondsbørs.

Maersk havde ellers sat alt ind på at bevare kontrakten, herunder mobilisering af regering og kongehus! Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte i januar 2016 den kontroversielle ørkenstat, Qatar og i marts 2016 besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen Qatars hovedstad, Doha.

Alt var forgæves, og vi kan konstatere, at indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, ikke bar frugt.

Qatar-meddelelsen kom ikke uventet. Sankt Hans-aften den 23. juni 2016 meddelte Esplanaden, at den hidtidige administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, nu var fortid i Mærsk Gruppen. Han blev erstattet af Søren Skou, der hidtil havde været topchef i Maersk Line.

Syvtakket nedtur

Nedturen for A.P. Møller – Mærsk blev synlig for alle, da koncernen fredag den 23. oktober 2015 måtte nedjustere årets forventninger med 4 mia. kr. Den daværende Maersk-chef, Nils Smedegaard Andersen, måtte beklage at Mærsk-gruppen pludselig nedjusterede det forventede resultat for 2015. Forklaringen lød, at det hovedsageligt var ruten Asien-Europa, der volder containerrederiet vanskeligheder.

At containertrafikken mellem Asien og Europa negativt påvirker Maersk er ikke overraskende. Stagnerende økonomi i Kina og andre asiatiske lande og tilsvarende lav vækst i Europa må nødvendigvis gøre ondt. Den kinesiske eksport er faldende, industriproduktionen er for nedadgående og de økonomiske vækstrater i Kina ligger under det forventede niveau. Resultatet er, at containermarkedet er ramt af de laveste rater nogensinde.

I begyndelsen af 2016 faldt olieprisen – og har nu længe ligget på niveau med priserne i 2009 uden umiddelbar udsigt til bedring. Maersk Oil har da også allerede skåret kraftig ned på staben både i hovedkvarteret på Esplanaden i København og ude på de forskellige olieproducerende aktiviteter i Maersk Oils besiddelse: Norge, Kasakhstan, Storbritannien, USA og Angola.

Den syvtakkede stjerne på Esplanaden er ikke længere landets mest værdifulde selskab.  I dag er Novo langt mere værd end Mærsk. Udviklingen er en grim overraskelse for mange private investorer, der er vokset op med mantraet om, at hvad Mærsk gør, altid er det rigtige.

Der har været en opfattelse af, at Mærsk med den velkendte rettidige omhu nærmest var garant for, at indtjeningen år efter år efter år steg. Investorerne må nu erkende, at det ikke er det, vi har set de seneste år. Spørgsmålet er, om vi nogensinde vil se det igen?

Hvad nu?

De ekstremt svære markedsforhold — særligt på containermarkedet og i olieindustrien — har hæmmet indtjeningen og begrænset væksten i de senere år. Selskabet har tydeligt signaleret, at udsigterne for årets resultat vil være lavere end det historisk dårlige resultat i 2015. 

Inden udgangen af september vil A.P. Møller– Mærsk være klar med en ny strategi. Medarbejdere, aktionærer og analytikere venter spændt, og endnu er der ingen, der har haft fantasi til at forudse, hvordan selskabet vil afværge den veritable dødsspiral.

Indtil videre har den nye Mærsk-chef, Søren Skou, kun opfordret til tålmodighed og understreget, at ”Langsigtede valg har skabt mest værdi”. Samtidig har han oplyst, at selskabet i strategiplanen vil informere om, hvordan virksomheden bedst struktureres for at opnå sine mål. Det antages derfor, at selskabet vil blive splittet op i en transportdel og i en energidel.

Man må forstå, at ideen er, at de negative resultater fra containermarkedet ikke bør influere på de negative resultater i olieindustrien. Javel, men hvordan en opsplitning vil redde det, der for kort tid siden var Danmarks mest værdifulde selskab, er helt uklart.

Søren Skou kommer derfor ufrivilligt til at fremstå som Peter Sellers  som den retarderede midaldrende gartner, Mr. Chance i filmen ”Being There”, der med sine enfoldige betragtninger fra det eneste, han kender til, nemlig havearbejde (f.eks. “Spring is the time for planting”), tillægges store evner.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?