I nat fik vi så tredje akt at se af det absurdistiske drama, den amerikanske valgkamp.

En kandidat, der bevisligt er gennemkorrupt, og en anden, der har baseret hele sin kampagne på de mest primitive populistiske slogans.

Hillary Clinton er vel ikke værre end så mange andre politikere, og hun har da også mødt anklagerne imod hende med foragt – det er blot blevet sværere. Donald Trump derimod er noget ganske nyt i det politiske landskab på dette niveau, og man kan kun beklage, at Godwins ”lov” har gjort det umuligt at drage selv de mest indlysende paralleller.

Trump har virkelig mange lighedspunkter med Hitler. Ikke karikaturen, men amatørpolitikeren, hvis retorik imiterer og resonerer hos værtshuspublikummet, der som altid har en nem løsning på alle problemer – indtil den bliver ført ud i livet med de sædvanlige katastrofale konsekvenser.

At proletariatet i et liberalistisk samfund er forfordelt, behøver ingen at gøre dem opmærksomme på.  Alt, hvad man behøver, er at finde syndebukke, der ikke repræsenterer en kritik af det politiske system, og her er det amerikanske demokratiske partis import af, og ret beskedne favorisering af, udenlandsk stemmekvæg det indlysende valg.

Det betyder igen, at racismen kan føre sig frem som en nationalisme, der er specielt farlig, givet de Forenede Staters historie, som netop er forenede, med den for sådanne føderationer typiske mistro over for føderale tiltag. Denne for traditionelt monarkistiske og centralistiske europæere uforståelige vagtsomhed går helt ned til den enkelte familie, hvis overhoved som revolutionens minuteman stadig har sin musket i skabet.

Det har man tit en tilbøjelighed til at glemme i magtens korridorer, hvor ”the peaceful transference of power” er den gyldne demokratiske regel. At en kandidat ikke har sin concession speech parat, sender derfor ganske forståeligt en gysen gennem the establishment.

Paradoksalt nok tager den traditionelle republikanske ultranationalisme en markant anderledes form i Trumps version på grund af hans radikale protektionisme og isolationisme. Kennedy mente som bekendt ikke, at det var USA’s manifest destiny at påtvinge verden en Pax Americana.

Trump mener ikke, at USA har råd, om det så skal betyde en yderligere proliferation af atomvåben til de forskellige landes selvforsvar. En atlantpagt uden deltagelse af USA er naturligvis Putins våde drøm, og den amerikanske efterretningstjeneste har da også givet Rusland skylden for de ugentlige afsløringer af demokraternes kriminelle aktiviteter.

Som i de to første debatter vandt Clinton på points.  Trumps talrige (og veldokumenterede) anklager rystede hun af sig med et smil og et skuldertræk – hun gik endda så langt som til at stemple dem som spionage!

Og hun var tæt på knockout, da hun imødegik Obama-citatet ”She’ll say anything, and change nothing” med følgende indøvede salut:

”You know, back in the 1970s, I worked for Children’s Defense Fund, and I was taking on discrimination against African-American kids in schools. He was getting sued by the Justice Department for racial discrimination in his apartment buildings.

In the 1980s, I was working to reform the schools in Arkansas. He was borrowing $14 million from his father to start his businesses.

In the 1990s, I went to Beijing and I said women’s rights are human rights. He insulted a former Miss Universe, Alicia Machado, called her an eating machine.”

Give me a break!” klagede Trump. But he didn’t get one.

”And on the day when I was in the situation room, monitoring the raid that brought Osama bin Laden to justice, he was hosting The Celebrity Apprentice. So I’m happy to compare my 30 years of experience, what I’ve done for this country, trying to help in every way I could, especially kids and families get ahead and stay ahead, with your 30 years. And I’ll let the American people make that decision.”

Hillary afleverede således virtuost sin apologi, der vel må sige at være en kende anderledes end Nixons. Yes, I’m a crook.

So do you want me as your president? Or do you want this clown?

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?