Mennesket har altid været dødeligt. Derimod er det noget nyt, som da også mange har vanskeligt ved at vænne sig til, at menneskeheden er det, selv om underholdningsindustrien gør sit bedste – halvdelen af alle nye film synes at handle om verdens undergang under en eller anden form.

Der var engang, hvor unge mennesker havde livet foran sig.  Den udtalelse er i dag udtryk for mere end almindelig optimisme.

Det eneste uklare ved situationen synes således at være, hvilken verdenskatastrofe kommer først – hvad bliver det sidste søm i den kollektive ligkiste? Den globale opvarmning?

En pandemi? Atomkrig?

Selv er jeg ikke i tvivl. Det er Internettet.

Som vi alle ved, er virkeligheden noget, der foregår på en skærm. Det er der, de kloge talende hoveder fortæller os, hvad vi skal mene og stemme på, så vi ikke risikerer demokrati.

Men nu er vi selv på skærmen, så nu er vi de kloge. Vi behøver ikke længere at sidde og høre på de rapkæftede madammer, der siger, vi skal være gode ved negre.

Det er med andre ord sket med at holde kæft og se forargede ud, når nogen siger det, vi tænker. Nu stemmer vi sgu på ham!

Vi havde jo nok lidt dårlig samvittighed, når den etnisk korrekte præsident og hans token female tronfølger skældte os ud. Men nu ved vi, at de er fulde af løgn.

Hvordan ved vi det? Selvfølgelig fra Internettet, hvor deres hackede e-mails havner, ganske uanset mediernes noget ensidige moralske overvejelser med hensyn til, hvad der er fit to print.

Det gør dem meget nervøse. Det gør Putin meget nervøs, der får skylden for de lækkede informationer.

Trump og Clinton er ikke to præsidentkandidater. De er to katastrofer, der venter på at indtræffe. 

Trump har udtalt, at hans modkandidat er så ukvalificeret, at man bør aflyse valget og erklære ham som vinder. Og hvis han vinder, tror man så, han vil udskrive valg i 2020?

Og hvis han taber? Tidligere medlem af kongressen og radiovært Joe Walsh udtrykker det måske bedst: ”If Trump loses, I’m grabbing my musket!”

Han mener det selvfølgelig ”metaphorically”. Mon the average American Joe har nogen anelse om, hvad ”metaphorically” betyder.

Og kan han kende forskel på ”a rigged election” og en fjendtlig invasion? Det er under alle omstændigheder The End Of America As We Know It – og så er det jo næsten en trøst, at det ifølge russerne med deres dommedagsbombe kun er The End Of The World, hvis Clinton vinder!

Hvis man altså ikke lige abonnerer på skolebladet og livsstilsmagasinet Politiken, ifølge hvilket den pæne fru Clinton allerede har vundet. Og russerne ikke tør angribe, nu Danmark har fået jagerfly.

Og hvad er årsagen til, at der lige nu sidder tre idioter og tror, de gør noget, fordi de læser Neutzsky-Wulff  på Den Fri? Det er Internettet.

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?