Statsrevisorerne oplyste onsdag den 14. september 2016, at de har bedt Rigsrevisionen undersøge Dong.

Rigsrevisionen er anmodet om et notat, hvor de skal beskrive flere forhold af salget af Dong Energy A/S og den efterfølgende børsnotering.

Tidligere var der angiveligt fremkommet nye oplysninger i sagen, da mediet Føljeton bragte oplysninger om, at Goldman Sachs før købet af andelen i Dong Energy fik indblik i en plan — Projekt RED — der kunne få selskabets værdi til at stige med 50 milliarder kroner på få år.

Netmediet Føljeton antyder, at Finansministeriet -  ved ikke at kende til Projekt RED — har været uansvarlig i forvaltningen af kollektive værdier og regeringen har udvist manglende omhu i kontrollen med statens selskaber.

Spørgsmålet er om der reelt er fremkommet nyt i sagen om Dong Energy?

Hvad var det nu, der skete?

I begyndelsen af 2013 kom det offentligt frem, at det delvist statsejede DONG Energy skulle have ny kapital, efter en række store udsving særligt på gasmarkedet havde presset DONGs finanser.

Som hovedaktionær kunne Staten selv have skudt penge i DONG, men dette var der ikke politisk flertal for. Derfor besluttede man at lave en kapitaludvidelsen i energiselskabet med penge udefra. I starten af 2014 godkendte Folketingets finansudvalg kapitaludvidelsen i DONG, hvor blandt andre Goldman Sachs, ATP og PFA skød omkring 13 mia. kr. i energiselskabet.

Fra starten af var modstanden mod kapitaludvidelsen dog stor. Særligt Goldman Sachs’ investeringsstruktur, der lugtede meget af skattely, skabte røre langt ind i den daværende SRSF-regering. Som en direkte konsekvens af kapitaludvidelsen i DONG valgte SF at forlade regeringen.

DONG-sagen har fortsat med at påkalde sig kritik, og der er blandt andet rejst spørgsmålstegn ved, om Staten fik den bedste pris for DONG Energy, eller om man solgte for billigt til Goldman Sachs.

Tidl. finansminister Bjarne Corydon (S) og hans efterfølger Claus Hjort Frederiksen (V) fastholder begge, at alt er gået efter bogen. 

Ved kapitaludvidelsen blev DONG vurderet til 31,5 mia. kr. Sidenhen kom den friske kapital til, og dermed steg værdien af DONG til 44,5 mia. kr. Ved børsnoteringen halvandet år senere den 9. juni 2016 var DONGs værdi steget til 98,2 mia. kr.

I forbindelse med børsnoteringen af Dong Energy den 9. juni i år og fik 17, 4 pct. af aktiekapitalen nye ejere. Herefter er ejerskabet fordelt på følgende ejere:

  • Den danske stat: 50,4 procent
  • New Energy Investment S.à.r.l. (Goldman Sachs): 14,7 procent
  • SEAS-NVE Holding A/S: 9,6 procent
  • ATP: 4,0 procent
  • Nye investorer: 17,4 procent
  • Øvrige: 3,9 procent

Uansvarlig forvaltning af kollektive værdier

Længe inden resultatet af Rigsrevisionens undersøgelser kan vi springe direkte til konklusionen: Der er i dag ingen tvivl om, at Finansministeriet har været uansvarlig i forvaltningen af kollektive værdier, og skiftende regeringer har udvist fatalt manglende omhu i kontrollen med statens selskaber.

Det er ikke min påstand – det kan betragtes som en tilståelsessag. 

Da den tidligere finansminister Bjarne Corydons den 10. april 2015 præsenterede en ny ejerskabspolitik, der betyder at statens selskaber i fremtiden skal underlægges mere præcise finansielle krav, og der skal opsættes klarere rammer for selskabernes strategi, må det opfattes som en klar erkendelse af tidligere forvaltningsmæssige og tilsynsmæssige svigt.

Bestyrelserne i statens 30 selskaber må i fremtiden se i øjnene, at de vil blive tættere overvåget af Finansministeriet og de involverede fagministerier, der fremover i langt højere grad vil kigge ledelserne over skuldrene, og der vil blive defineret mere præcise manøvrerum for de enkelte virksomheder.

Den udløsende årsag til finansministerens initiativ vedrørende statens ejerskabspolitik var DONG-skandalen. Først det skandaløst ringe tilsyn med energikoncernens dispositioner.

Den uansvarlige forvaltning af kollektive værdier og den manglende kontrol betød, at der over en kort årrække kunne sættes over 50 milliarder af skatteborgernes værdier over styr.  Andre statslige selskaber, herunder TDC og Københavns Lufthavne m.fl., har ligeledes givet anledning til kritik.

Forhistorien

Det fuldt statsejede selskab Dansk Naturgas A/S blev dannet i 1972 med det formål at indføre naturgas som en del af energiforsyningen i Danmark. Selskabet ændrede året efter navn til Dansk Olie og Naturgas A/S med forkortelsen DONG A/S. I 1990’erne begyndte selskabet at udvinde olie og naturgas, og i 2000’erne blev DONG Energy et energiselskab med aktiviteter inden for produktion og distribution af el og vedvarende energi.

Finansudvalget godkendte salget af Dong Energy den 30. januar 2014. Fonde under Goldman Sachs kom med i alt otte milliarder kroner, mens pensionskasserne ATP og PFA kom med henholdsvis 2,2 milliarder kroner og 0,8 milliarder kroner. Fire af de eksisterende minoritetsaktionærer, der har ejerposterne tilbage fra den store DONG-fusion i 2005, skød samlet yderligere to milliarder kroner ind, så den samlede kapitalindsprøjtning blev på 13 milliarder kroner.

Ejerfordelingen i Dong Energy var efter kapitaludvidelsen i 2014: den danske stat ca. 57,3 procent, Goldman Sachs fonde ca. 18 procent, SEAS-NVE ca. 10,9 procent, ATP ca. 4,9 procent, SYD ENERGI ca. 3,5 procent, Insero Horsens ca. 2 procent, PFA ca. 1,8 procent, Nyfors Entreprise ca. 1 procent og Galten Elværk ca. 0,6 procent.

Salget

Dong-skandalen kostede først departementschef David Helleman posten. Erfaringerne som bogholder i Danmarks Radio rakte simpelthen til den krævende rolle som forvalter af det offentlige ejerskab til DONG og de andre statslige selskaber. Det praktiske ansvar var henlagt til afdelingschef Peter Brixen, der efterfølgende blev fyret fra Finansministeriet.

Meget tyder på, at Peter Brixen ikke rigtig har været klar over, hvad han havde mellem hænderne. Jyllands-Posten konfronterede i sin tid Peter Brixen med, at der kun havde været et meget begrænset investorfelt til aktieposten i DONG Energy. Afdelingschef Brixen svarede: “To ting: Vi mener, vi har fået den bedst mulige løsning. Og så har vi fået en fairness opinion fra Danske Bank, der har været inde og vurdere, om aftalen samlet set er rimelig for staten.”

Udgangspunktet for skandalen var et DONG Energy, som Schur, Eldrup og “Guldfuglene” havde kørt ud over kanten med fejlslagne investeringer i bl.a. gasfyrede kraftværker, hvor selskabet på salgstidspunktet i januar 2014 havde en nettogæld på over 33 mia. kr. Hertil kom langt større betalingsforpligtelser i de kommende år, hvis den ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller og off shore-aktiviteter skulle realiseres.

Fra 80 milliarder til 31,5 milliarder

Dong Energy blev på salgstidspunktet i januar 2014 prissat til 31,5 mia. kr. og med kapitaltilførslen til 44,5 mia. kr.

Forud for den planlagte børsnotering i 2008 blev værdien af Dong konservativt anslået til mellem 60–80 milliarder kroner.

Finansministeren oplyste i maj 2012 i et aktstykke til Folketinget, at selskabet nu kun var 38,8 mia. kr. værd, og så sent som i september 2013 da Østjysk Energi solgte sine aktier, blev den samlede værdi oplyst til 33,2 mia. kr.

Driftsunderskuddene i 2012 og 2013 og det fortsatte fald i værdien af de vilde investeringer i gasfyrede kraftværker, betød at værdien af selskabet var faldet til 31,5 milliarder kr. i januar 2014. Selskabet havde samtidig opbygget en nettogæld på 33 mia. kr.

Dongs fortvivlede økonomi betød, at ikke kun realiseringen af det ambitiøse investeringsprogram i havvindmøller, olie/gas m.v. men selve selskabets overlevelse var afhængig af mere egenkapital.

Kritikerne fremfører, at inden regeringens salg af dele af selskabet til Goldman Sachs, var den i afdelingen for vedvarende energi udviklede ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller – det ifølge Føljeton såkaldte Projekt RED — ukendt for Finansministeriet, men kendt af Goldman Sachs. Det påstås samtidig, at vindmølleprojekterne i UK og udsigten til massiv britisk økonomisk støtte ikke var kendt i Finansministeriet, men selvfølgelig kendt i Dong Energy og i Goldman Sachs.

Derfor burde værdien af Dong Energy på 31,5 milliarder kroner på tidspunktet for kapitaludvidelsen have været hævet tilsvarende.

Dong Energy har forsvaret sig med, at aftalen med Storbritannien først lå fast mere end et halvt år efter, at salget til Goldman Sachs blev underskrevet, og derfor kunne man ikke direkte lægge den øgede værdi oven i salgsprisen. Faktisk var størstedelen af værdiskabelsen ved de nye projekter allerede indregnet i den værdiansættelse af Dong Energy, som lå til grund for kapitaludvidelsen.

Det bliver nu brugt mod Bjarne Corydon, at han ikke på salgstidspunktet havde nogen interesse i at fremstille Dong Energy som et selskab på fallittens rand. Derfor anklages han nu for at have solgt for billigt. Realiteten var, at kredsen af mulige investorer var meget begrænset, og Bjarne Corydon måtte “synge og danse” for modvillige potentielle investorer, og især slå på de umådelige muligheder, der lå i offshore vind.

Det er tydeligt fremgået, at folketingets partier blev inddraget i overvejelserne om DONGs ambitiøse investeringsplaner og dermed satsningen på havvind. Resultatet af de politiske konsultationer var ganske klar: Der var ikke politisk opbakning til yderligere indskud af statslig kapital i selskabet. Samtidig var der opbakning til forsøget på hentes ekstra risikovillig kapital, som kunne muliggøre fortsatte investeringer og sikre selskabet store fremtidige fortjenester.

Der er ingen tvivl om, at de politiske partier var bekendte med den ambitiøse strategi vedrørende udbygning af havvindmøller med en samlet kapacitet på 6,5 GW i perioden frem til 2020.

Den virkelige skandale

Spørgsmålet er, om der overhovedet var alternativer? Realiteten var formentlig, at selvom den ambitiøse investeringsplan blev opgivet, stod Dong Energy over for den totale kollaps, hvis der ikke blev tilført ny kapital. Den virkelige skandale ligger i, at Finansministeren, departementschef David Helleman og afdelingschef Peter Brixen var passive mens Eldrup, Schur og Guldfuglene i løbet af nogle få år satte offentligt ejede værdier for mindst 50 milliarder kr. over styr.

Markedet har taget vel imod børsnoteringen af Dong Energy som den aktuelle markedskurs på omkring 270 vidner om. Det er også ganske klart, at indtjeningen ved investering i vindenergi klart afhænger af statslige tilskud. Det gælder parken ved Anholt på 400 MW, hvor DONG opnåede en afregningspris på 1,05 kr. pr. kWh, det gælder de tre store parker i UK, og det gælder fremtidige investeringer.

Spørgsmålet er, om det virkelig er forsvarligt at basere virksomhedens fremtid på, at Danmark, Tyskland og England opretholder det nuværende niveau for statstilskud til vindmøller? For det kan vel ikke være meningen, at vi for at sikre DONGs overlevelse og Goldman Sachs indtjening samtidig forpligter danske skatteborgere på at opretholde niveauet for statstilskud til havvindmøller?

Under alle omstændigheder betyder den med Goldman Sachs aftalte risikobegrænsning, at danske skatteborgere stadig bærer hovedparten af den risiko, der er forbundet med at operere i en konkurrenceudsat energisektor.

Danmarks første energiminister, socialdemokraten Poul Nielson, anlagde en meget selvstændig og kreativ embedsførelse i det i 1979 nyoprettede Energiministerium. Ministerens virkelyst og vidtløftige dispositioner, herunder indgåelse af den “klokkeklare” olieaftale betød, at Nielson lagde sig ud med Folketinget.

Et bredt flertal i pålagde herefter energiministeren systematisk at underrette Folketinget forud for stort set alle væsentlige dispositioner, herunder vedrørende Dong-selskaberne, som dengang hørte under Energiministeriet.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til, at Folketinget underkaster finansministeren et skærpet tilsyn? 

 

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?