Den britiske premierminister Theresa May kom på det konservative partis kongres i Birmingham i den forgangne uge med i hvert fald to bemærkelsesværdige meldinger: Om Brexit og om den økonomiske politik.

Brexit

På kongressens åbningsdag, søndag den 2. oktober 2016, fastslog Theresa May, at Storbritannien inden udgangen af marts 2017 ville have aktiveret den såkaldte artikel 50 i EU-traktaten og dermed indledt processen med at sige definitivt farvel til EU.

Theresa Mays melding om at Brexit-forhandlingerne ville blive indledt inden udgangen af marts 2017 blev ifølge en artikel i Financial Times kommenteret af den franske præsident Francois Hollande: Storbritannien måtte acceptere en ”hard Brexit”, hvor Storbritannien ikke som en selvfølge skulle regne med at kunne høste fordelene af EU’s indre marked.

Frankrig og de andre EU-lande har meldt klart ud, at fuld adgang til det indre marked for Storbritannien kræver respekt for arbejdskraftens fri bevægelighed for EU-borgere.

Usikkerheden omkring Brexit og de fremtidige økonomiske vilkår for Storbritannien har ført til fald i kursen på britisk pund.

Den økonomiske politik

Onsdag den 5. oktober 2016 omtalte Theresa May den kontroversielle ekspansive pengepolitik, som Bank of England i lighed med Den Europæiske Centralbank, den amerikanske Federal Reserve og andre centralbanker forfølger i disse år.

Angiveligt med henblik på at stimulere vækst og beskæftigelse i Storbritannien prøver Bank of England gennem ”Quantitative Easening” at øge pengemængden gennem systematiske opkøb af britiske statsobligationer og andre rentebærende papirer. Tankegangen er, at en øget pengemængde og lavere renter vil føre til lavere finansieringsomkostninger og dermed øgede udlån til produktive investeringer og forbrug.

Problemet er, at effekten er begrænset. Ejerne af statspapirerne er trods stigende kurser tilbageholdende med at sælge. Situationen har betydet et generelt stigende kursniveau og et meget lavt renteniveau – faktisk negativ rente på visse papirer.

Når visse ejere af statsobligationerne – typisk pensionskasser og kapitalfonde — ikke vil sælge, hænger det sammen med, at det er svært for ikke at sige umuligt at genplacere midlerne til et rimeligt og sikkert afkast – som bekendt giver indeståender i banker i øjeblikket intet afkast og aktiemarkedet er præget af betydelig usikkerhed.

Obligationsejerne er simpelthen bange for at ende i en likviditetsfælde, hvor den formue, der skal dække fremtidige pensionsudbetalinger, ikke forrentes og den reale værdi dermed over tid udhules.

Premierminister Theresa May påpegede den 5. oktober på kongressen, at mens den ekspansive pengepolitik med lav rente og Quantitative Easening måske var nødvendig i den umiddelbare krisehåndtering efter finanskrisen, måtte det erkendes, at politikken havde ganske alvorlige bivirkninger.

De i forvejen velhavende med beholdninger af værdipapirer var blevet rigere, mens folk uden midler havde lidt.  Folk med gæld i fast ejendom var sluppet billigere, mens folk med opsparing var blevet fattigere. Det skal ændres og det vil regeringen sørge for.

Det ventes derfor, at finansminister Philip Hammond i den planlagte redegørelse for rigets økonomiske tilstand den 23. november 2016 vil sætte en stopper for Bank of Englands pengeudpumpning og præsentere forslag, der kan fremme opsparingen efter års lave renteniveau.

Tyske pengepolitiske reservationer

I forbindelse med det netop afholdte årsmøde i Den Internationale Valutafond, IMF, sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble fredag den 7. oktober 2016 i Washington, at han er meget enig med Den Internationale Valutafonds advarsler om de risici for banksystemet, der forbundet med en meget ekspansiv pengepolitik. Schäuble understregede samtidig, at det ikke var opgaven for IMF eller Verdensbanken at føre tilsyn med de europæiske banker.

Wolfgang Schäubles bemærkninger faldt under et pressemøde, der egentlig handlede om Tysklands formandskab for G20 i 2017. Schäuble ville ikke afvise muligheden af en ny finanskrise, men afviste at kommentere på soliditeten af Deutsche Bank, der er Tysklands suverænt største långiver.

Når IMF advarer mod følgerne af ultra-løse pengepolitikker, synes jeg det er et tegn på håb om, at vi fremover vil lytte mere til de anbefalinger der igen og igen kommer fra BIS, Bank for International Settlements” sagde Schäuble.

”Med erfaringerne fra finanskrisen in mente bliver vi nødt til at håndtere de kombinerede risici fra den globale offentlige og private gældsætning og fra meget ekspansive pengepolitikker”.

Den tyske finansminister er ikke hvem som helst. Wolfgang Schäuble har været leder af CDU, finansminister i Tyskland siden 2009 og en væsentlig årsag til Angela Merkels suveræne position i Tyskland. Schäubles betydning for europæisk politik kan samtidig næppe overvurderes.

Tysk økonomi er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså en 74-årig kørestolsbruger, som vogter over ansvarlighedens økonomiske politik — den såkaldte austerity-politik, der ikke mindst i Sydeuropa lægges for had som en fantasiløs budgetdisciplin, besparelser på de offentlige budgetter og reel stagnation.

Det er ikke første gang, Wolfgang Schäuble advarer mod Mario Draghis cocktail af lave renter, obligationskøb og generøse likviditet for bankerne.

Foreløbig fortsætter Den Europæiske Centralbank, ECB, med at øge pengemængden gennem den såkaldte Quantitative Easening. Centralbankchefen Mario Draghi er fokuseret på væksten, og han ser ingen anledning til at hæve renteniveauet så længe inflationen er helt i bund.

Resultatet er at afkastet af bankindestående og obligationer er nul eller ligefrem negativt. Aktiemarkedet er den eneste mulighed for et vist afkast. Aktiekurserne stiger i takt med pengeudpumpningen mens pengerigeligheden og det lave renteniveau kun har begrænset virkning på investeringer og forbrug.

Økonomiske risici

Den ekspansive pengepolitik er ikke uden risici. Når og hvis den amerikanske centralbank som bebudet hæver renten i USA vil kapitalen bevæge sig væk fra aktier og søge i retning af amerikanske statsobligationer eller andre sikre placeringer. Det vil uvægerligt også påvirke de europæiske aktiekurser. Når kurserne på Mærsk og NOVO kan falde dramatisk, understreger det, at aktier generelt er forbundet med betydelig risiko.

Hæderkronede papirer som F.L. Smidth i den sårbare råvare– og cementindustri holdes alene oppe fordi NOVO og Lundbeck har overtaget 25 procent af aktiekapitalen i foretagendet.

Selvom inflationen i Eurozonen er nærmest negativ indebærer den lempelige pengepolitik endvidere risici for, at gældsætningen vil skabe nye finansielle bobler på aktie– og boligmarkedet, som vil briste den dag det internationale renteniveau vender tilbage til et normalt niveau.

En krise på aktiemarkederne kan udgøre en trussel mod det europæiske banksystem, og de vanskeligheder Deutsche Bank befinder sig i er en kraftig reminder om de risici, som hele systemet er udsat for.

Tyskland ser også et andet problem i Mario Draghis ekspansive pengepolitik. Det har fra starten været en tysk forudsætning, at Centralbankens opkøb af papirer i markedet ikke måtte få karakter af finansiering af statsgæld.

I den virkelige verden er det i høj grad hvad der sker – EU-lande med budgetunderskud får mulighed for at slippe af med store mængder statsobligationer til kurser, der holdes kunstigt oppe af Draghis pengeudpumpning.

Hvor længe vil man finde sig i det? 

Den politiske risiko

Wolfgang Schäuble har udover den økonomiske kritik også politiske reservationer. Han anklager Mario Draghi for at påvirke den politiske udvikling og nære den voksende tilslutning i Tyskland til ​​Alternative für Deutschland, AfD, der af Schäuble ses som en voksende trussel mod CDU og dets bayerske allierede, CSU, ved parlamentsvalget i 2017.

Baggrunden for kritikken af ECB og Mario Draghi er bl.a. stigende bekymring i Berlin over den førte pengepolitiks konsekvenser for pensionsopsparingen. Tysk opsparing bliver kun i meget begrænset omfang placeret i aktier – man foretrækker bankindskud eller sikre obligationer. Hvis der opstår mistillid til banksystemet eller til obligationsmarkedet eller man bliver opkrævet negativ rente, vil tyskerne foretrække at gemme pengene under madrassen.

Angela Merkel, Wolfgang Schäuble og den bayerske leder af CSU, Horst Seehofer, er tydeligvis stærkt bekymrede for den truende “Altersarmut” eller fattigdom blandt de ældre pensionister. CDU/CSU skulle således overveje at gøre højere pensioner til et centralt emne i den kommende valgkamp i 2017.

Man er simpelthen bange for, at AfD ellers løber med en dagsorden, der siger at regeringens — og EU’s politik — især rammer de ”små i samfundet”.

Det kan således konstateres, at der i øjeblikket er sammenfald i de analyser af de økonomiske udfordringer, der gennemføres af CDU/CSU i Berlin og i The Conservative Party i London.

Er der et alternativ til den ekspansive pengepolitik?

Spørgsmålet er: hvad der er alternativet til ECBs og Bank of Englands politikker?  Også i Tyskland er der et stigende krav om, at der skal gøres noget ved den lave inflation og stagnerende økonomi. Regeringen kritiseres samtidig for passivitet, og der stilles krav om at der skal gøres andet og mere end blot at sige nej til ECB og Mario Draghi.

Problemet er, at det nærliggende alternativ til den hidtidige ekspansive pengepolitik vil være en mere lempelig finanspolitik, hvor den stramme budgetdisciplin opgives. Heller ikke den vej er attraktiv for Wolfgang Schäuble, selvom tanken om de forhøjede pensioner trækker i den retning.

Spørgsmålet er hvor længe en CDU/CSU i Tyskland kan leve med, at EU straffer opsparing og understøtter uansvarlige staters gældsætning. I øjeblikket betaler tyske sparere en høj pris for en EU-politik, der prøver at skabe aktivitet i Sydeuropa – i lande, der tydeligvis i en årrække har levet over evne.

De kommende valg

EU’s svar – eller mangel på adækvat handling — på udfordringerne med den manglende økonomiske vækst kan få afgørende politisk betydning i en række lande.

I den nære fremtid skal der afvikles valg, hvor økonomien, vækst og arbejdsløshed, herunder ungdomsarbejdsløshed, vil være dominerende temaer sammen med presset fra migration og strømme af asylansøgere. Det gælder det hollandske og tyske parlamentsvalg, og det gælder de østrigske og franske præsidentvalg.

Det er et gennemgående træk, at de partier og politikere, der står til fremgang, har tre ting til fælles: De nærer en dyb og inderlig modvilje mod EU, de er kritiske over for den førte krisepolitik, og de ønsker national kontrol med grænserne.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?