Den amerikanske valgkamp har i usædvanlig grad benyttet sig af four-letter-words.

Selv om Trump vist aldrig offentligt har sagt F***, er KISS og GRAB som bekendt indgået i hans ordforråd som udtryk for, at det ikke kun er hans hænder – som mange kvinder efter sigende har stiftet bekendtskab med – der er store.

Mere centralt i hans kampagne er dog nok det uudtalte HATE. Dette had er i det liberalistiske samfund ikke farligt for magthaverne, så længe det er splittet i to.

Man hader nok udbytterne, men dette had er dog i nogen grad tempereret af erkendelsen af, at man gerne ville være i deres sted. Langt mere renhjertet er således hadet til dem, der står under en  – den følelse, der svarer til og understøtter den liberalistiske ideologi, ganske ligesom det, der går den anden vej, er drivkraften bag socialismen.

Da begge qua ideologier er idealistiske, søger man givetvis at nedtone dette had, eller i det mindste afvise det som irrationelt. Mennesker, der kan føle sådan, er med den ene kandidats ord deplorables.

Hvorfor skulle millionærfruen også hade sin spansktalende husholderske, der uhyre progressivt har erstattet den sorte stuepige? Den økonomiske overklasse er naturligvis bedøvende ligeglade med negre, kvinder og bøsser som andet end stemmekvæg. 

I mellemtiden er det lettere risikable begreb ”frihed” blevet erstattet med ”rettighed” – den enes rettighed er nemlig den andens pligt og danner et netværk, der stabiliserer samfundet og magtstrukturen. Dermed bliver ”frihed” feltråbet for dem, der ikke nyder godt af den positive forskelsbehandling, som så kan udnyttes af andre kapitalinteresser.

Det had, republikanerne satser på, er måske lidt for tydeligt i Trumps version, og han har derfor erstattet det med LOVE. Demokraternes slagord er naturligvis HOPE – håb for de håbløse, hvis stemmer man fisker efter.

Men nu, hvor det kan ske, som ikke må ske, er det blevet FEAR. Valget drejer sig ifølge den altid troværdige Obama ikke kun om ”the fate of the republic.

The world is teetering.” On the edge of destruction, that is.

Det er heller ikke tomme ord. Ligesom i Tyskland i trediverne kan et så radikalt magtskifte ikke gennemføres, uden at netværket af rettigheder sønderrives.

Konstitutionen er i denne situation ”un chiffon de papier”, reverenter talt en rulle lokumspapir. Pressen må bringes til tavshed, politiske modstandere fængsles, og befolkningsgrupper fjernes.

Under alle omstændigheder vil USA blive en politistat – noget hen efter den politistat, Clinton vil blive nødt til at indføre, hvis hun skal kunne kontrollere Trumps skuffede tilhængere. The world?

Den trængte Putin har vejret morgenluft, og det bliver ikke nemt at få bjørnen tilbage i buret, hvis Clinton vinder valget. På den anden side opfattes Trump ude i verden som så uforudsigelig, at det i sig selv er en destabiliserende faktor.

Nej, Obamas dommedagsprofeti er ikke tomme ord. Det, man glemmer, er, at det ikke er onde mennesker, der starter krige. 

Det er dem, der skelner mellem gode og onde mennesker. Populismen er ikke mere skyldig end den politiske korrekthed.

Liberalisme og socialisme er ideologier, og i så storslåede visioner er der ikke plads til mennesker. Der er al mulig grund til frygt.

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?