For et par dage siden nævnte Hillary Clinton i en tale, at en avis med tilknytning til Ku Klux Klan havde tilsagt Donald Trump sin støtte. Hvad hun forsømte at nævne, var, at Trump allerede havde afvist den som ”modbydelig”.

Dette er karakteristisk for en valgkampagne, der ikke blot er den mest beskidte i USA’s historie, men for længst har overskredet grænsen til det latterlige – intet intelligent menneske kan tage disse to skolebørns råbekonkurrencer alvorligt.  En demokratisk senator, der åbenbart ikke syntes, Hillary havde gjort partiet tilstrækkeligt til grin ved at gø som en hund, kaldte Trump ”chicken” og klukkede som en høne.

Men måske har disse barnagtigheder med klare mindelser om en ”debat” på Facebook – vi har nu politikere, der tweeter, og man må gå ud fra, at der går meget tid med at fjerne graffiti, når Donald og Hillary har været på toilettet – et formål, nemlig at give indtrykket af, at det er en elevrådsformand, man vælger, hvorfor man trygt kan gå efter køn eller frisure. Situationens alvor ville da sikkert også komme som et chok for de fleste.

I trediverne kæmpede Eliot Ness en forbitret kamp mod den organiserede kriminalitet. I dag er det James Comey mod the Clinton Foundation.

Men ingen er længere untouchable. Ikke Obama, ikke Sanders, og ikke Comey.

Hver har sine gode grunde til at sælge ud. Politibetjenten, der tager mod bestikkelse, gør det, for at hans korrupte kolleger ikke skal blive nervøse – hvilket kan blive uhyre farligt på gaden.

Han gør altså ikke noget galt, og opdagelse er blot endnu et af de risikomomenter, der hører til jobbet. Hvordan kan det være forkert, når alle gør det – vi venter stadig på den sensationelle historie om politikeren, der ikke har taget af kassen.

Det er trods alt den filosofi, vores samfund bygger på. Når vi uddanner os, når vi stiller op til valg, den historiske udvikling, arternes oprindelse, Big Bang – alt dette har et og kun et formål: En større bil.

Og hvad kan det skade? Ingenting.

Der er lande i verden, hvor du ikke kan få kørekort uden at bestikke en embedsmand, og det fungerer ganske udmærket  – den, der smører godt, kører som bekendt godt. Vi siger frihed og retfærdighed og blinker til hinanden.

Demokrati. Og godt nytår.

Det er nemlig ikke forbryderne, der er farlige, det er idealisterne. Det er Adolf Hitler.

Hvad man ikke forstår, er, at et samfund kan blive så gennemråddent, at selv den mest indolente, demokratisk sindede befolkning får nok. Og det er der, hvor verdensfrelserne, demagogerne og diktatorerne vejrer morgenluft.

Så er det ikke længere ”may the best man win”. Men ”lock her up” og ”drain the swamp”.

I dag er Hillary glad og lettet over, at FBI – efter at dets director er blevet truet med fyring – nok en gang har renset hende for mistanke. Mor, mor, de borede slet ikke!

Politikere er dumme. 
The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?