Hvor mange kender du der har været forelsket? Ti? to?.. Ingen?

Jeg er ikke helt sikker på hvordan man faktisk bør tælle og definere sådan noget som forelskelse. Men med forelskelse mener jeg her ikke bare som når Gitte og Gustav (eller hvad folk nu hedder) lige har fundet sammen, og er meget glade for hinanden. Jeg mener forelskelse som et fald (’to fall in love’ og ’tomber amoureux’ som man siger på hhv. engelsk og fransk). Jeg mener forelskelse som en katastrofe, som en besættelse der koloniserer dine tanker og bekymringer, og forhindrer dig i på normal vis at varetage dine vanlige beskæftigelser, sociale, professionelle, rekreative etc.

Forstået således er jeg i tvivl om forelskelse overhovedet finder sted længere. Hvis det gør, fremstår det for os som noget patologisk eller måske som genstand for en krimi dokumentar (”Dødelig forelskelse!”). Dansk Stalking Center hævder at 100.000 danskere stalkes hvert år! Hvem er disse masser af uhyggelige, ulækre stalkere? Er de måske forelskede? Besatte? Kærlighedens rotter: abjekte, sygdomsbefængte og bandlyste fra vores hverdags-”romantik”.

 

Men okay, forelskelse er selvfølgelig sygt. Som man siger: ”syg af kærlighed”, ”midlertidig sindssyge”. Man ophæver en (i alle andres øjne) almindelig person til et ultimativt begærsobjekt. Dernæst cirkulerer besættelsen om hvad eller hvem man er for denne idealiserede person: ”Elsker han mig, elsker han mig ikke?”. ”Elsker hun mig nok? Hvad og hvem elsker hun ellers? Hvad siger det om mig? Hvad laver hun nu?” etc. Den idealiserede person tjener på denne måde funktion som ultimativt et spejl der reflekterer vigtigheden og værdien af en selv: forelskelse er narcissisme; det er et faktum som fx også Freud har påpeget.

Ifølge en af versionerne af den græske myte om Narcissus der som bekendt forelskede sig i sit eget spejlbillede, faldt Narcissus netop i det vand der reflekterede hans spejlbillede og druknede. Som narcissistisk besættelse er forelskelse altså ganske farligt.  Man falder, og man risikerer at falde helt i. Måske drives man til mord, måske drives man til selvmord.

Narcissus døde fordi han aldrig fattede at det var ham selv han gloede på.  Han fattede ikke at hans projekt, at hans begær umuligt kunne gå op. Der er noget principielt modsætningsfyldt i kun at have øje for sit eget spejlbillede, når det ellers egentligt er en anden man betragter. Det narcissistiske blik vil ikke vedkende sig den anden; den anden passer simpelthen ikke ind i billedet, den anden er forstyrrende. Der er også næsten altid noget i vejen (med den anden) når man er forelsket: måske er forelskelsen ikke gengældt, måske er der nogen eller noget der forhindrer forholdet, måske kan man ikke helt finde ud af det sammen, måske bliver man paranoidt jaloux, måske har vedkommende en skønhedsplet, eller for meget baggage, eller for lidt baggage etc. Egentligt er det disse mulige og umulige problemer der holder besættelsen i live og giver den spænding, men samtidig ser man let hvorfor forelskelse ofte er ulykkelig eller dramatisk. Denne form for kærlighed er således en ret ambivalent oplevelse, og kunne mere rammende betegnes som kærlighad.

 

Men måske rummer forelskelsen også en mulighed. Som fokuseret narcissisme står man i forelskelsen nemlig (ligesom Narcissus) vitterligt ansigt til ansigt med sig selv. Det er en konfrontation. Og hvad nu hvis man formåede at overkomme den bestandige fristelse som forelskelsen og selvkærligheden er. Altså, se fristelsen i øjnene uden at falde for den, eller i hvert fald, at kunne rejse sig fra den. Dvs. se på sig selv men faktisk få øje på den traumatiske sandhed at man altid må medregne en uregerlig anden. Sand kærlighed, som ikke er kærlig-had, er måske at kunne forholde sig til og acceptere den anden med alt det lort, frustration og skuffelse som den anden indbefatter, og som man (næsten for meget) konfronteres med i forelskelsen. Det er en foreløbig sejr over sig selv og sit narcissistiske begær.

 

Og her tror jeg vi forpasser denne mulighed lidt for ofte. Undgår vi ikke netop dette traumatiske møde med den anden når vi fx holder os til, eller endda insisterer på, uforpligtende dating/sex, hvor den ene allerede er afløst af den næste. Eller når vi er i et forhold hvor den anden bare er der, som et flot trofæ eller et bekvemt møbel man kan putte sig op af, alt imens man i virkeligheden bekymrer sig om Manchester United vinder næste kamp, næste møde med gutterne/veninderne, haveindretning, fremskridt på jobbet, nye fælge til bilen, eller hvad der nu engang optager normale mennesker. Og her skal man ikke undervurdere det faktum at normale interesser og denne type erotik og romantik ligeledes er såre narcissistiske projekter, der hver især giver nydelse ved at spejle identitet, betydning og anerkendelse tilbage på den pågældende person.

Men det er en ufarlig narcissisme. Livet, sex og kærlighed er her belejligt. Ifølge filosoffen Slavoj Zizek har man i Frankrig fx en datingside der eksplicit lover kærligheden, men uden faldet, ved at matche dig med din ideelle partner ud fra diverse parametre. Den belejlige, bekvemmelige kærlighed er nærmest samtidens version af førromantiske fornuftsægteskaber.  Hvor det før var familiemedlemmer og socioøkonomiske forhold der bestemte, hvilken person der ville være den passende at ægte, er det i dag måske parametre som fælles interesser og idéer om fremtiden (om fx børn og karriere), uddannelsesniveau, højde og drøjde, alder, temperament eller hvad end man nu overvejer, hvis man vil finde ud af om man ”passer sammen”.

 

Det er ikke mit ønske at afskrive et stille og roligt, normalt-kedeligt (sex– og kærligheds)liv. Måske er det egentligt fint nok – hvis det ellers kan lykkes. Men når vi for meget ønsker at forblive på den sikre vej, og ikke vil risikere og vide af kærlighed som en ubehagelig konfrontation, som en potentiel katastrofe, er jeg bange for vi aldrig håber på mere af livet end belejlig narcissisme, og heller ikke vil kunne forstå når det alligevel ikke lykkes.

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?