Materialismen er ikke overraskende idealismens hovedmodstander.

Materialisten interesserer sig ikke for andet end at spise sig mæt og leve i fred med sin familie.

Denne selvtilfredse eksistens er en fjende af al udvikling. Disse mennesker lever en traditionsbunden tilværelse med faste roller og ritualer.

For at vække disse sovende må man altså først indføre en modsætning. Kvinden må sættes op mod manden, og børnene mod forældrene.

Det vigtigste ved disse oprør er, at de styrker statsmagten. I stedet for en række personlige afhængighedsforhold sættes det ene til staten, som er ukritisabelt i kraft af at være abstrakt.

Ofte skal der dog mere til, og det er her, krigen kommer ind. Den er ikke blot karakteriseret ved et ubrydeligt nationalt sammenhold og solidaritet med statsmagten, men en tilsvarende offervilje.

Alt ofrer man, ægtefælle og børn, og alt sammen med det ædle formål at berøve andre deres ægtefæller og børn. Krigen er folkestyrets apoteose, bekræftelsen af den ubrydelige folkevilje , hvorfor alle demokratier styrer målbevidst mod krig.

Dermed ikke være sagt, at man ikke i de så vigtige bordtaler beklager krigens nødvendighed og de lidelser, den påfører befolkningen, og ikke blot ens egen. Faktisk går hele krigen jo ud på at befri begge.

Krigen er således uadskillelig fra fremskridtet. Guds Vilje er, som Han gør ganske klart i Bibelen, folkedrab.

Derfor er det i sådanne tilfælde også vigtigt at pointere, at den er os påtvunget. Hvis vi ikke udrydder jøderne eller muslimerne, vil de udrydde os i et apokalyptisk White Genocide.

Diktatorer, der ikke vil udlevere ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben, truer verdensfreden og må fjernes med en fredsbevarende krig.  Vi invaderer ikke, vi etablerer sikkerhedszoner.

Krige har naturligvis ikke altid været idealistiske – også krigen har undergået en udvikling. Engang drog man blot ud for at gøre andre bystater skatskyldige, og ødelæggelserne begrænsede sig til bymuren.

Bonden så næppe op fra sin plov, det var jo sådan noget, de høje herrer fordrev tiden med. Først langt senere blev han – noget modstræbende – grebet af idealisme og forsvarede sit fædreland, og endnu senere hans heroiske familie under murbrokkerne.

Den fuldstændige befrielse er imidlertid kun atomkrigen leveringsdygtig i , kun den kan i sidste ende tilfredsstille den kristne og demokratens sanseløse had til verden og livet. Dommedagen er Guds forjættelse og udviklingens mål.

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?