Ikke uden grund lovpriser historikerne monoteismen som den mest skelsættende begivenhed i menneskehedens historie. Af den spirede kristendommen, og af kristendommen liberalismen.

De købmænd, der løskøbte sig – redemptio er trods alt det internationale ord for frelse – af det babyloniske ”fangenskab”, gjorde det i tillid til deres individualistiske gud. Nu skulle hele verden befries, eller rettere mennesket fra verden.

Fra verdensriger, der ikke respekterede nationale følelser – og da især Rom med dets gentes og familiae, auctoritas og dignitas – fra skæbne og køn, kort sagt fra synden. Den syndefulde verden kunne ikke bestå, det var kun et spørgsmål om tid, og undergangens fromme kolportører håbede og troede, at den ville blive kort.

Skuffelserne var naturligvis mange, for kødet er ikke så skrøbeligt endda. Det lykkedes hverken for en fiktiv Messias i 92, en lidt mere håndfast i 592 eller hans suppleant i regnbuefarvet paryk i 1992.

Men alting kommer som bekendt til den, der kan vente. Og liberalismen skulle med tiden realisere alle kristendommens drømme om the End of History.

Hvordan forårsager man verdens undergang?  Roms brand i 64 og Vesuvs udbrud i 79 var tydeligvis not the way to do it.

I sidste ende var det den langsomme opløsning af de bånd, der holdt den sammen, feudale såvel som biologiske. I stedet skabte man en ny, selvdestruktiv enhed: nationen.

Måske havde Cebhaoth meldt afbud, men så kunne ”folkene” og ”racerne” jo passende udrydde hinanden. Og selv om Hitlers tusindårsrige, som profeteret af Johannes, og sindssyge nationalisme måske ikke var stort andet end et deklamationstema møntet på det for undergangen så vigtige pøbelvælde, så var der heldigvis Churchills sindssyge imperialisme til at tænde lunten.

Det blev kun til hundrede millioner døde, men lidt har jo også ret. Langt vigtigere var da også den patriotisme, verdenskrigen vakte, som førte til udviklingen af våben, der i form af en nukleær vinter omsider var i stand til at opfylde evangelisternes håb.

”Udvikling” er her kodeordet. Verden er ikke længere cyklisk, den stiler blindt og målbevidst mod utopien, som også er undergangen  – en verden uden fødsel og død, dag og nat, sommer og vinter er ingen verden overhovedet.

Denne verden (som nu hedder ”naturen”) må erobres, besejres og tilintetgøres. Dens love ophæves, dens diktater ignoreres.

Omsider er mennesket frit, eksistentielt frit til at vælge sin egen essens, sin egen intethed. Kvalmen har overvældet det, og det længes mod døden.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?