Med Donald Trumps valg til præsident i USA synes udpegelsen af kansler Angela Merkel til den uformelle ”leder af den frie verden” som en naturlig reaktion.

Hvor Trump er en uberegnelig fupmager med et etno-nationalistisk bevægelse i ryggen, er Merkel billedet på anstændighed og fornuftig statsførelse – så hvorfor bør denne symbolske overførsel af magt og prestige fra USA’s fremtidige til Tysklands nuværende leder bekymre os?

Hillary Clintons forfejlede præsidentkampagne byggede på værdien af pluralisme og respekt for demokratiske institutioner under administration af hendes kølige og kompetente lederskab. Næsten alle beskuere – jeg selv i blandt – troede i blinde på at denne overfladiske appel i sidste ende ville være nok til at stoppe Trumps vulgære og hadske felttog, men det står nu alt for klart hvordan næsten alle tog fejl på dette punkt.

Clintons appel til demokratiske og menneskelige dyder var og er helt legitime og rigtige, men uden et inklusivt bagvedliggende økonomisk program runger de hult.

Så hvis denne politiske linje slår fejl i USA, der er langt mere mangfoldigt og har stærkere civile mekanismer til at modvirke radikal magtovertagelse end de fleste europæiske stater, så vil Merkels anstændighed ikke kunne stå imod den populistiske bølge der skyller henover vestlige demokratier.

Vi kan kun bifalde når den tyske kansler taler om sympati og åbenhed overfor flygtninge som en test et demokratisk Europa må bestå, men det standpunkt er yderst skrøbeligt koblet med hendes regerings skadelige økonomiske politik.

Merkel merkantilistiske handelspolitik har ikke blot udhulet perifere økonomier i Syd– og Østeuropa; den har samtidig givet Donald Trump ideologisk ammunition i de-industrialiserede regioner af USA, der har lidt under den tyske eksportmodel der tager skæve betalingsbalancer med Amerika som en selvfølge.

Europæiske ledere befinder sig i en dårlig position til at kritisere USA’s katastrofale valg af Trump , siden de fleste lande i Europa har oplevet en lignende populistisk overtagelse – blot på langsommere og mindre dramatisk vis.

Akkurat som Hillary Clintons mangel på et stærkt økonomisk program abdikerede politisk rum til Donald Trump, så har nærmest alle europæiske ledere over de sidste tre årtier veget overfor antidemokratiske udfordrere. Man er gradvist gået bort fra forpligtelsen på materiel bedring for almindelige vælger – der skabte det moderne fredelige og velstående Europa – og i stedet positioneret sig som glorificerede administratorer af de nedarvede velfærdsstater.

Det hjælper ikke når Tysklands præsident Joachim Gauck f.eks. udtaler at det er masserne og ikke eliten der bærer skylden. Denne hovne og nedladende indstilling sender indignerede vælgere i favnen på reaktionære ledere. 

Når det traditionelle politiske lederskab nægter at bruge ekspansiv og inkluderende økonomisk politisk redskab – så overlades det demagoger til som Trump.

Den nye præsident kan nu gøre sig til talsmand for en slags reaktionær keynesianisme, der er struktureret af kønsbestemt og etnisk privilegium, beriger forretningseliter fremfor at skabe jobs i det brede lag og befæster kul– og olieinteresser.

Den samme reaktionære keynsianisme vil blive brugt til at promovere hadsk nationalisme og undergrave demokratiske konventioner i det kommende franske præsidentvalg fremover, så længe en distanceret elite insisterer på ikke at bruge foreliggende økonomiske strategier til at genvinde vælgernes tillid.

Hvis Merkels Tyskland ændrede kurs og førte an i en stor kollektiv investering støttet af både monetær og budgetær stimulans til at skabe et mere lige og dynamisk Europa – så ville hun være en velvalgt leder af den frie verden.

For eksempel er det et fint tiltag at man nu på europæisk plan vil investere i modernisering af unionens energiinfrastruktur. Men planen bør være langt mere ambitiøs: for at adresses EU’s udfordringer er der brug for en europæisk New Deal der vinder økonomisk redistribuering og keynsiansk stimulans for de demokratiske midterpartier igen. En sådan plan kunne skabe jobs over hele kontinentet, imødekomme klimaforandringer og tvinge Rusland i knæ med lave oliepriser uden at løsne et eneste skud.

Dette kunne belejligt finansieres nu hvor amerikanske statsobligationer nok ikke længere vil være den sikre havn det har været og finansmarkederne søger en mere stabil investering.

Der er ikke noget nyt i disse forslag der blevet fremsat langt mere udførligt af andre før mig, men nu er det mere kritisk end nogensinde at Angela Merkel faktisk gjorde sig fortjent til titlen som ”leder af den frie verden” ved at sætte håndgribelig politisk og økonomisk kraft bag det retoriske forsvar for vestens ædle demokratiske idealer.

The following two tabs change content below.
Johan Wizan

Johan Wizan

Jeg er bosat i San Francisco og skriver fra tid til anden om amerikansk politik, historie og kultur for bl.a. kongressen.com, bfood.dk og atlasmag.dk. Jeg er forfatter til bogen Scener fra et Primærvalg på Saxo Forlag — der blev til på baggrund af en rundrejse i udkants-USA’s politiske geografi henover vinteren og foråret, og så er jeg uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
Johan Wizan

Nyeste indlæg af Johan Wizan (se alle)

Har du noget at bidrage med?