En afvænningsrejse for en tænksom mand. Jeg lukker 2016 ned for negative nyheder og byder 2017 velkommen med hjertet.

Der er lande, der får dig til at føle dig som en idiot som fremmed. Sådan et land er Nepal — og i modsætning til andre steder, jeg har været på kloden — kan jeg ikke lade være med at smile af oplevelsen.

Det starter allerede i flyveren. Så snart hjulene rammer landingsbanen, rejser alle de lokale sig op for at tage deres tasker.

“Please sit down,” forsøger stewardessen fra Oman Air sig gentagne gange.

Uden held. De unge fyre maser sig sammen i midtergangen, og jeg sidder tilbage på min gangplads uden chance for at nå min rygsæk, da flyet holder stille. De har været i oliestaterne for at tjene penge. Jeg er på vej til at brænde mine af på frisk luft i de højere luftlag.

På vej til at sige farvel til et skidt 2016 — hvis man tænker på, hvad der er sket for både mig personligt og politisk med det ene oprør efter det andet og en borgerkrig i Mellemøsten, der ser mere og mere grum og uløselig ud.

Tilliden mennesker imellem er i bund.

Det har jeg grublet nok over for i år, og at undersøge konflikter og finde løsninger gør jeg hver eneste dag som journalist, så jeg er kommet til Himalaya for at finde ro. Gennem landbrugsarbejde, meditation og vandreture i Himalaya.

Vi skal ud af hovedet og ned i kroppen, siger jeg til mig selv. Jeg vil byde 2017 velkommen med hjertet, og jeg tror, jeg er kommet til det rette sted, for al smerte skal forgå, og alle bliver født på ny, har jeg hørt, de siger i Nepal.

Taxa til hvor som helst

Guidebogen har jeg glemt derhjemme. Jeg nåede kun at skimme den og få nogle enkelte tips fra rejseblogs og venner:

10 af verdens 14 højeste bjerge. 80 procent hinduer, 10 procent buddhister. 100 procent sikkert, at taxaerne forsøger at snyde dig , når du kommer ud af lufthavnen. Jeg har adressen på min destination på en papirblog i hånden, da jeg følger rådene:

Stop op og diskutér pris. Gå væk. Hør, hvordan prisen falder med råbene bag dig. Men det virker ikke. Taxamændene er kolde som aftenvinden over Tribhuvan Airport, og jeg ender med at gå med den mildest udseende, midaldrende mand mod hans lille indiske Tata.

Jeg følger igen rådene og sikrer mig tre gange, at han ved, hvor det munkekloster, jeg har fået anbefalet hjemmefra, ligger. Da vi når ud af lufthavnen beder han om telefonnummeret dertil.

“Har du en reservation?,” spørger han.

Jeg ryster på hovedet. Han kører ind til siden, ringer op og drejer igen ud på vejbanen i den venstrerettede trafik. Opkaldet bliver modtaget i den anden ende, og en dialog på lokalsproget pågår.

“Alt er optaget, sir,” siger han efter en ordudveksling på 20 sekunder.

Så begynder forhandlingen. Jeg foreslår, han kører til det kvarter, hvor klosteret ligger, for at finde et andet sted at sove. Han insisterer på, alt er lukket ned her, hvor klokken har passeret 18.30. Han drejer ind ved et hotel maks én kilometer fra lufthavnen.

Som den eneste bygning i området har den belysning, og asfalten stopper, 50 meter før vi når indgangen. Jeg ser værelset, hører prisen og insisterer på, at han kører et andet sted hen. I desperation mod turistkvarteret Thamel, hvor jeg ved, at der er liv og billigere alternativer.

Efter flere suk, giver han efter. Vi kører til Thamel og holder igen ind ved et hotel. Jeg ser værelset, hører prisen — som er den samme — og betaler i desperation de 150 kroner til manden i reservationen og de 50 til manden med bilen. Nu vil jeg have en øl.

Mødet med Ganesh

Jeg fryser, da jeg falder i søvn, og da jeg vågner, er der kun koldt vand i bruseren. Får varm nudelsuppe til morgenmad, og går tilbage til hotellet for at låne en telefon.

Hjemmefra har jeg forsøgt at kontakte de landbrug, jeg har fået oplysninger på ved at melde mig ind i noget, der hedder Woofing. Jeg vil arbejde for mad og en seng, men de fleste har ingen e-mail, og de få, jeg kommer igennem til, snakker kun nepalesisk.

Samme scenarie gentager sig i receptionen på hotellet. Under andet opkald, kommer en ældre herre med emblem på habitjakken og en af de kulørte, lokale hatte, der har form som dem i flyvevåbnet, hen til mig bag disken. Han griber røret for at forklare situationen for den udenforstående landbrugskone i bjergene langt fra hovedstaden.

“De har ikke brug for nogen, og i øvrigt skal du ikke tage derhen. De demonstrerer i den region mod regeringens indsats efter jordskælvet, og det er alt for usikkert,” siger han efter en ordudveksling på 20 sekunder.

“Kom med ind på mit kontor, så skal jeg hjælpe dig. Lad os få en kop te.”

Jeg har fået æren af at møde Ganesh. Udover at være en hindugud med elefanthoved, er han også chairman, licenced, og kan få det hele til at ske.

“I am from the government,” forsikrer han.

Han kan skaffe mig det arbejde, jeg ønsker, og den kone jeg ikke vidste, jeg havde brug for. 

“Nepalese women are honest. They won’t divorce, they don’t want your money,” siger han, inden han kommer i tanke om sin kusines datter, Hania, der er gudesmuk og 27 år.

Jeg kan komme til middag hjemme hos Ganesh og møde hende. Jeg skal bare lige på en guidet tur rundt i byen først, hen og se den skole, hvor hans kone er rektor, og så kan alt ske.

“It will be good for you,” messer han.

Da hans iPhone ringer for tredje gang under mødet, drikker jeg min te ud. Giver ham hånden, inden jeg skynder mig videre.

Move on up

Jeg går ud på gaden og slingrer mellem scootere og cykelvogne med spinat. Mod Durbar Square med de store templer. En gråskægget mand i gule benklæder, stopper mig, giver mig en rød prik i panden og lægger gule blomster på mit hoved. Han vil have penge.

“Them people look like, they’ holy man, but they’ not,” siger den næste, der taler til mig.

Vi står og kigger på et hotel, der er ved at blive til på pladsen, hvor seks smalle bygninger styrtede sammen under jordskælvet sidste år. Han vil vise mig sit galleri, og det skal ikke koste mig en rød reje.

Jeg indvilger. Jeg har tid nok, inden jeg skal checke ud fra mit værelse, tænker jeg, men da jeg skal til at se det sjette mandala-maleri med Boudha-symboler, får jeg nok.

“I have to go,” insisterer jeg.

Jeg er kun nødt til at sige det to gange, og manden siger farvel med et smil. Jeg får set templerne på Durbar Square med guiden Prakash, som viser mig rundt til en aftalt pris. Han vil også gerne vise mig sit lille galleri bagefter, for han mistede hele sin turistbiks under skælvene, og har virkelig brug for pengene.

“I need to be lifted up,” siger han.

Jeg går igen, men minerne er glade hele vejen rundt. Også da jeg når tilbage på hotellet, to timer over check ud-tid, fordi jeg har kørt på Oman-tid hele morgenen.

Jeg tager gåbenene de halvanden time gennem byen til munkeklosteret. Der er ikke optaget i dag, og jeg undersøger ikke engang, om der var dagen før.

Der venter et kulinarisk eventyr ud i linser, karrysovs og ris, napali thali. En varm seng og et varmt bad.  I morgen står jeg op til en ny dag, og den gamle er forgået. Kan gå selv, og skal nok blive løftet op.

The following two tabs change content below.

Anders Haubart Madsen

Anders Haubart Madsen er 30 år, freelancejournalist og medstifter af limboland.dk.

Nyeste indlæg af Anders Haubart Madsen (se alle)

Har du noget at bidrage med?