En afvænningsrejse for en tænksom mand. Jeg lukker 2016 ned for negative nyheder og byder 2017 velkommen med hjertet.

Munke elsker smartphones og Bollywood, og min nye mexicanske ven kan ikke lide den tysker, der har undervist ham på et kloster i en måned.

Til gengæld er det min helt egen fornøjelse at blive oplyst ved tage skridt ud i uvisheden ved at modtage måltider, jeg ikke aner, hvad er og gå ned af mørke sidegader for at møde musik midt i elendighed.

Velkommen til landet, hvor lidelse forgår, og hvor alle får en chance til med et nyt liv. Jeg har glemt min guidebog, men der er ingen vej uden om — vejen er målet, som de siger her — og jeg er kommet for at lukke ned for de negative tankebaner, der har kendetegnet 2016 og åbne hjertet for det nye år.

De er vant til turister her, men det har taget mig tre dage at vænne mig til nepaleserne. De hakker og sprutter konstant slim op i det offentlige rum, de bærer masker for mund og næse, og jeg er ved at gå ind i dem hele tiden, fordi de insisterer på at vige til venstre på gaden.

Det er nok også, fordi jeg har skullet lægge mine fortabte tanker og de negative nyheder fra Danmark bag mig. Og glem ikke at skulle vænne sig til højden og støvet i storbyen her.

Momo med mexicaneren

På min fjerde dag i Kathmandu begynder jeg at åbne mig for omverdenen med min første samtale, der ikke handler om hverken køb eller at finde vej.

Det starter med en frokost hos kineseren.

Jeg har boet i gæstehuset til et munkekloster i et par dage, men lige som de unge munke, er jeg mere til billig mad hos naborestauranten og Bollywood på mini-tv end vegansk til overpris.

“Smag en momo,” siger Mario, da han vender sig om fra 12”-skærmen, hvor en langhåret Bollywood-helt med snegleoverskæg er ved at skyde og cirkelsparke sig ud af en knibe på seks maskingeværer.

Jeg inviterer ham over til mit bord, og vi deler en tallerken dampede dumplings med grøntsagsfyld.

Mario er fra Mexico, og er lige kommet tilbage til civilisationen fra et andet kloster på et bjerg ikke så langt herfra. I en måned har han holdt sig indenfor matriklen og til rutiner; mantraer, studier i filosofi, meditation. Han fortæller mig om buddhisme, og jeg fortæller ham om den lokale kultur, jeg kender til uden for klosteret.

Ud af klosteret

Det viser sig, at den klasken i hænder og råben, jeg har været vidne til i klosterhaven, ikke er skæld ud. Det er den daglige eftermiddagsdebat, hvor ældre munke citerer buddhistiske filosoffer over for de yngre, siddende tilhørere, mens de tager tre bestemte skidt i en trekant foran dem.

Jeg er også kommet til Nepal efter rutiner, men i første omgang søger jeg mod arbejde på et landbrug for at finde ro. Jeg skal bare lige have en aftale i stand, og jeg arbejder på det.

Vi må alle finde vore egne veje, og det ser ud til, at Mario og jeg kan lære af hinanden. Vi går videre for at få kaffe, og han griner, da jeg indvier ham i, at man altid vier mod venstre for forbipasserende.

“Så det er derfor, jeg oplevede nærmest at stå stille over for en mand på gaden.”

Mario virker faktisk lidt lettet over at være sluppet ud. Han holder stadig af buddhismen, som han studerer i sit hjemland, men han drømmer ikke længere om selv at blive munk.

“Det har overrasket mig at se, hvor ensformig dagene er som munk. Jeg kan godt forstå, hvorfor de hele tiden kigger på deres smartphones og elsker at se Bollywood-film,” siger mexicaneren.

Troels the Buddha

Syv gange skal man gå rundt om en stupa, og det er ikke et tempel, som jeg fik kaldt det i sidste del. Bygningen er for buddhisterne et sted, man beder omkring, ikke indeni, men det er helt imod menneskestrømmen — venstre om — at Mario og jeg støder ind i Troels fra Vesterbro.

“Forget all about him, you know” hører jeg ham sige til Mario, da de to hilser på hinanden.

De to har været på kloster sammen, og den gråhårede københavner med rød charmeklud om halsen har været lige så træt af den tyske munk, de har fået undervisning af, som mexicaneren.

Vi går alle tre op på en tagterrasse og får kaffe.

“Let’s poison ourselves,” siger jeg, da jeg tænder en smøg for et øjeblik at bryde strømmen af de tankegange, som Troels mener, jeg bør kende til i buddhismen.

“There is no god i buddhism, but we can all be Buddha by following his example.”

De to andre følger trop og tænder en cigaret. De virker begge lettede, mens vi puster røg fra tagterrassen og over mod stupaen. Troels begynder at skrive postkort til Danmark, og Mario fortæller mig på spansk, at han ikke forstår så meget af, hvad den ældre dansker siger på engelsk. Han forstår også godt, hvis jeg er forvirret over de mange interne termer, der bliver slynget ud:

Dharma, karma, nirvana.

“Det betyder heller ikke så meget, om jeg forstår ham,” siger Mario så.

“Han er en god mand, men jeg ved godt, hvad jeg skal arbejde med. Det er mig selv, der må gøre det.”

Reinkarneret

Buddhisme handler kort sagt om at finde sin egen vej til at blive for evigt oplyst af kærlighed gennem praksis og teori inden for meditation og filosofi.

Og giv så slip på vreden.

Glem den dumme, tyske munk. Det er jo i sidste ende dig selv, som har ansvaret for at finde din vej ,” som Troels formulerer det til Mario.

“Hold dig til de positive tanker.”

At lyset så ikke nødvendigvis kommer i det nuværende liv er noget, vi må lære at leve med. Det er slet ikke så svært, hvis man kender til reinkarnation, mener både Troels og Mario.

Jeg er ikke så sikker, for jeg er stadig bange for at miste. Og nogle gange for at dø.

Fortabt eller faret vild

Nepal gemmer til gengæld på glædelige overraskelser for den, der ikke ved for meget og vover at træde ud i uvisheden. Efter mødet med Mario og Troels tager jeg sydpå for at møde den danske fotograf, Lasse.

Jeg køber en støvmaske, og går fem kilometer gennem byens virvar. Jeg hopper på en bus mod bydelen Patan og står af ved endestationen uden at ane, hvor jeg er.

“Are you lost?”

Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare den unge nepalesiske mand foran mig, og det bliver både til et ja og et nej. Jeg ved jo ikke helt, hvor fortabt jeg er eller, hvor jeg skal hen, men får fremstammet et stednavn, han kan genkende: Jhamsikhel Chowk.

Gaver til den forvildede

Min vejviser minder ikke om de nepalesere, jeg har mødt ind til videre. Han er læge og taler formfuldt engelsk. Han fniser ikke ad mig, han vil ikke sælge mig noget, men forstår bare, at jeg har brug for hjælp.

Ved næste gangbro skilles vore veje, og han sender videre med en pegefinger. Mens jeg går alene, tænker jeg over, hvilke gaver Nepal allerede har givet mig. Mig, der lader sig vikle ind i farverne, smagene og støvet.

De gyldne gudestatuer, der pludselig skyder op, fem meter over templet på busturen gennem byen. Aben, der løber gennem myldretrafikken. Hvordan min vegetariske rejse slutter brat, da jeg sætter mig på et nyt momo-sted, og en ikke-engelsktalende kok straks sætter en tallerken med en oksekødsfyldt udgave af de dampede dumplings foran mig (hov, var der ikke noget med, at køer var hellige?).

Så er der vel ingen vej uden om. De smager himmelsk med den grønne chilisovs.

Det lykkes mig at finde Lasse, og samme aften går vi byen med hans NGO-arbejdende, udenlandske venner. Vi tager taxaer til turistkvarteret Thamel, danser med rige nepalesere foran hvide sofalounges med store flasker, og jeg føler mig fortabt. Har lyst til at glemme mig væk.

Lige bortset fra, da vi på bartur i tågerne af øl ender på en hel etage fyldt med unge mænd. De har sidecut eller langt hår, sort tøj og hænder med horn i vejret. På scenen foran dem spiller fire mænd en version af Metallicas Unforgiven, og alt ved denne aften er tilgivet, tænker jeg.

Jeg har fundet ud af, hvorfor de lokale mænd også headbanger, når de hører pop — Det bedste, de ved, er Vestens rock. 

Den mørke gyde

Dagen efter går jeg gennem mit nye kvarter sydpå med et tungt hoved. Så tungt, at jeg ikke tænker over, at jeg er på vej ned ad en mørk gyde, hvor jeg begynder at tænke på farerne under mit ophold i Mexico City.

Jeg kigger skælmsk mod de tre skikkelser, der varmer sig ved levende ild fra papkasser. De ænser mig end ikke.

Går videre under stolper, der støtter vakkelvorne og jordskælvsramte murstenshuse. Forbi mørke køkkener med sagte stemmer bag forhæng med utydelige tegn. Ingen råber efter mig, hiver mig trøjen eller klapper mig i bagdelen efter en pung.

Jeg hører musik i det fjerne.

Lys fra bederummet

I et lille bederum uden dør og med billeder af hinduguder på væggene, røde og gule flag, der hænger for loftet, sidder fire mænd i lotus-stilling. Det er det eneste sted med lys i hele gyden, og jeg sætter mig foran på et trappetrin.

Det er stemmen i mikrofonen, der har ledt mig herhen. Med sin fortryllende ture op og ned ad uforståelige ord, der former en melodi om kærlighed. Sådan lyder det i hvert fald. Nuvel, der er også manden med de to messingskåle, som han taktfast klasker sammen. Der er klaver og en gråskægget, der hamrer to brune træstikke, der er formet som kroge, ind i en tromme.

“Dancer. They also have dancer,” siger manden med kasketten, der sidder ved siden af og kigger — lige så opslugt som mig — ind mod lyset og musikken.

Danserinden er her ikke nu, men det gør ikke noget. Jeg er i Nepal, jeg er oplyst, og snart skal jeg ud af støvet og ud på landet. 

De har sagt ja til at tage imod mig på en kaffefarm i bjergene.

The following two tabs change content below.

Anders Haubart Madsen

Anders Haubart Madsen er 30 år, freelancejournalist og medstifter af limboland.dk.

Nyeste indlæg af Anders Haubart Madsen (se alle)

Har du noget at bidrage med?