En afvænningsrejse for en tænksom mand er nået til en kaffefarm i det vestlige Nepal. Jeg ofrer min arbejdskraft til naiver bønder, hvis eksistens er truet. Tror jeg nok.

Det er siddende på hug og med fingrene mosende igennem en kokasse, at det går op for mig, hvor åndssvagt, det her ser ud.

“Nepali system,” sagde min vært, inden han udstødte et “aahh”, hostede slim op og overlod bedet foran os og opgaven med at bruge først fingre og dernæst hakke til mig.

Jeg slider min lænd øm på en kaffefarm med frugt, grøntsager, to køer og ris to gange om dagen. Og så betaler jeg for det. Godt nok kun 20 kroner om dagen, men alligevel. Principper — herunder, at arbejde er penge værd — er åbenbart blandt de ting, jeg må lære at miste på min rejse gennem Nepal uden guidebog.

Rige sværmer om farmen

Mens jeg fordeler gødning ud på det stykke jord, der snart skal give energi til nye løg, tænker jeg over, at jeg jo selv har valgt det her. Men jeg forstår stadig ikke, om jeg dybest set er en idiot, eller om der er en dybere mening med galskaben?

Begge dele skal vise sig sande, når jeg frem til efter to uger op og ned ad bakkeskråninger og samtaler på gebrokken engelsk med de lokale bønder, der skal vise sig meget mere snu, end jeg regnede dem for.

Rige nepalesere sværmer om farmen for at få lov til at købe jorden og bygge store hoteller med udsøgt udsigt til Himalaya. Min vært, den utrættelige 61-årige landmand Bednath, nægter at sælge, men pludselig påbegynder arbejdet med en ny vej, der vil forbinde det lille, hinsides landbrug med storbyen og de pengestærke.

Vi ofrer alle hver vores for at få del i glæderne, men ingen kan vide sig sikker på udbyttet for anstrengelserne. Livet i Himalaya er een lang vandring op ad bakke, og jeg tror, det handler om at nyde udsigten på vejen.

Alle er velkomne, siger de her.

Kalika calling

Min rejse gennem Nepal er gået fra bedrag og lyspunkter i hovedstaden Kathmandu og til landsbyen Kalika, 10 timers bustur gennem hårnålesving. Med mig har jeg ikke andet end en rygsæk, begrænset viden om landet og en søgen efter ro.

Ro fra negative nyheder, der har præget mit 2016 og det mediebillede, der er blevet fremkaldt, en splittelse efter den anden.

I Kalika er der stille og ren luft, og de eneste dårlige nyheder er kulden, der rammer, når solen går ned. Landsbyen ligger i 1200 meters højde mellem to bakker, den ene med udsigt til storbyen Pokhara, og den til anden side skal man bøje nakken for at nå toppene på muren af de 8000 meter høje Himalaya-bjerge Annapurnas, der er dækket af sne.

Jeg bor på en kaffefarm 10 minutters gang opad mod bjergene.

Permakultur og rutiner

Det er her, jeg møder mine værter, ægteparret Bednath og Lakhsima.

De byder mig velkommen med en skoldhed kop hjemmedyrket mokka, og da den er drukket, bliver jeg vist rundt af manden på farmen.

Luxima har gråstængte sort hår sat op i en fletning. Hun er bredskuldret og kan bære 30 kilo ris op ad bakke. Bednath har gedebukkeskæg og stubbe på hage og kinder. Når solen er gået ned tager han badesandaler på, men her om dagen er han iført sutsko, skjorte og vest, som er uniformen til at bære ting op og ned af skråningerne med.

“Nepali system,” siger han med stolthed om den måde, han har indrettet det på.

Om måden, vi vasker kaffe, tænder bål og spreder gødning til nye bed med den afføring, de to buffalo-køer har givet.

Landbruget er økologisk og indrettet med etager af forskellige afgrøder på bakkesiden. Der er bananer, guava, papaya og mandariner. Men det er kun mandarinerne, man kan spise her om vinteren.

Let insects finish

Vi mangler ikke noget.

Vi spiser ris med grøntsager to gange om dagen kl 10 og kl 19, og måske er der endda lidt kylling til en gang om ugen. Står op klokken 6.30 og går i seng kl 21. Det hele er indrettet efter daglige rutiner, og det passer mig fortræffeligt.

Familien er selvforsynende, og alle planterne — kaffe, grøntsager og frugt — står i små enklaver og fletter rødder, for det er den måde, man laver permakultur-landbrug på, som det hedder. Det skal efter sigende sikre en høj jordkvalitet og undgå nødvendigheden af at sprøjte med gift for at slå ukrudt og insekter ihjel.

Jeg spørger Bednath til de kaffetræer, jeg kan se, er ved at blive spist af små, hvide dyr.

“I let insects finish, and then plant new threes. No need for fertilizer, no problem,” svarer han.

Det er i hvert fald ikke økonomien, der er i højsædet her.

Ugift udefrakommende

Jeg tror ikke, jeg er et insekt i de lokales øjne, men jeg er i hvert fald ikke som dem. 

De glor og griner, mens Bednath fører mig rundt i landsbyen med de cirka 500 indbyggere. Som den eneste hvide er jeg et tilløbsstykke, men ikke længere end til et høfligt goddag — namaste — og de tre eneste spørgsmål, jeg får igen og igen:

Hvor er du fra? Hvad laver du her? Er du gift?

Jeg kan godt se, at de griner, når de hører, at betaler for at arbejde, og jeg kan se, at de undrer sig nærmest hovedrystende, når de hører, at jeg ikke er gift. Og så som 30-årig.

Bednath har arvet jorden af sin far, og selv om meget har ændret sig, spiser de stadig stort set det samme. Landmændene kommunikerer ikke længere ved at kalde op og ned ad bakkerne, men ringer konstant til hinanden på deres små tastetelefoner.

Og så har Bednath plantet kaffe, for det er en god forretning, forsikrer han.

Resort eller kaffefarm

Deres naive tilgang til forretning og fremskridt undrer derimod mig.

Bednath forklarer, at han tjener 12 kroner per kilo færdig kaffe, og selv om jeg betaler 20 kroner om dagen — og jeg kan fornemme, at det er vigtigt for ham — bruger han uden problemer 300 kroner på nye dyner til svigerdatteren og det nyfødte barnebarn.

En dag får vi besøg af fire mænd, man godt kan se, kommer fra Pokhara. De har farvede skjorter på, er barberede og kigger søgende rundt på jorden.

Det er to indisk-udseende bankmænd, overvægtige. En yngre nepalesisk arkitekt og en japansk hotelejer. Jeg falder i snak med arkitekten, der har læderjakke– og skudertaske på, og da vi står på taget, hvor vi tørrer kaffe, og visker han formålet med besøget til mig.

“They want to construct a big resort, but I don´t think, they know,” siger han med et henkastet blik på Bednath og Lakhsima.

Dagen efter begynder en bulldozer at bore sig vej gennem landskabet fra hovedvejen ved landsbyen og op til kaffefarmen.

Sovepose eller afsløring

Jeg går længe og tænker over, om jeg skal referere samtalen med arkitekten for mine værter. For at forhindre den skjulte overtagelse, som jeg ved, Bednath er så inderligt imod.

Ellers ville han jo ikke blive ved med at berøre hvert et træ og fremvise hver fremgangsmåde med ordene “nepali system”, efterfulgt af et bredt smil med de få tænder, han har tilbage i undermunden.

Jeg minder mig selv om, at jeg ikke skal lytte for meget til mine tanker. Jeg skal bare være en del af biosystemet her, spise med højre hånd og skide i et hul. Jeg har også min forkølelse at tænke på. Den, jeg fik tildelt ved at sove på lokal vis; på en træseng med en spånplade, en flettet stråmåtte og to tæpper.

Jeg køber mig en sovepose, tænker jeg i stedet.

Debat med glasøje og styrthjelm

I dagene efter kommer der flere besøgende med store smartphones og guld– og sølvure på farmen.

Pokhara er stopfyldt med hoteller ned til den eftertragtede Lakeside, og nu begynder de fremsynede at kigge mod oplandet og de gode udsigter til bjergene, der kan huse de kræsne turister.

Bednath går mere og mere væk fra farmen for at tilse arbejdet med den nye vej, og jeg begynder at undre mig. På hans sparsomme engelsk har han forklaret mig, at landsbyen har fået den i gave af et kinesisk firma, og da jeg spørger, hvad kineserne skal have igen, får jeg ikke noget forståeligt svar.

“Yes, new road. Nepali road,” svarer han om den jordvej, bulldozeren har gravet frem.

Lørdag er en helligdag her, og vi får te med de nabomændene, mens vi tilser vejkonstruktionen.

Der er manden, der altid bærer styrthjelm, selv om hans motorcykel ikke er til at se. En med glasøje, jeg tænker er umulig at regne ud, da han deltager i kortspil på bakken.

Ham med det nålestribede jakkesæt, ham med de strittende og pjuskede øjenbryn og så Bednath. Han er midtpunktet. Han får de andre til at grine, det er ham der peger, og de andre, der følger hans finger mod bulldozeren og langs med skråningerne.

De sidder i lotus-stillinger, og jeg kan høre, at de ikke er enige.

Raj redegør

“There is a lot of problem with the others,” forklarer Raj mig dagen efter.

Han er Bednaths søn, en høj ung mand med topmave, kraftige arme, og en af de fire generationer af børn og ældre, der af og til beboer kaffefarmen.

“The problem is that many people here is illiterate. They don´t understand, what we want to do,” siger han.

Hov, vent. Jeg forstår ikke. Raj, du siger, at I vil gøre noget med den nye vej? At I har planer?

“Yes. We want to make a hotel on the viewpoint,” svarer han og kigger mod den bakke, som skiller farmene i landsbyen fra hinanden ad og udgør det eneste stykke offenlig jord i området.

De har fået vejen til gengæld for en tilladelse til at lave et vandkraftværk ved den nærliggende flod, og som lokalsamfund kan de som jordejere gøre krav på et stykke land, som de omkredser, fortæller han.

De skal bare være enige om, hvad de så skal bruge det til.

Cyklisk Nepali system

Dagen efter hjælper alle mændene hinanden med at slæbe sten væk fra den nye vej, men jeg kan høre, at de stadig er uenige.

Ja, ja. Nu var jeg dum nok til at tro, at det var de rige byggematadorers planer, der styrede byggeriet af den nye vej, så jeg lader nepali system være nepali system.

I stedet koncentrerer jeg mig om at undgå igen at træde ned i komposten med kokassevand til knæet og skære mig fingeren med leen, når jeg klipper græs til koen.

Jeg har affundet mig med systemet; koen giver mig mælk til at opveje de efterhånden ensformige ris med en læskende lækker lassi på bananer og mandariner.

Det hele er et stort cyklisk system her. Nepali system går i ring, og det hele falder på plads for mig, da jeg kommer med til en begravelse.

Steget op ved Madi-floden

Vi står op klokken 5.30 og går afsted kl. 6.

Ned ad bakkeskråningen i mørke, op ad den næste i lyset fra den stigende sol. Jeg går bag ved Bednath og hans bror, og vi har alle tre foldede hænder på ryggen. Bednaths mors brors hustru er død. Hun blev 68 år, og det er ungt, synes de.

Hun døede af kræft i maven aftenen forinden.

Vi når floden Madi i dalen mellem bakkerne, og ligtoget er gjort klar. Folk kommer drysende til — hovedsageligt mænd — mens kvinderne serverer te og gør blomster– og pengeseddelskranse klar.

Jeg ved, at vi skal faste, så jeg forholder mig i ro. Ser til, mens de lokale mænd bærer tykke stammer træ ned til flodbredden, gør klæder klar til liget, mens de to sørgende sønner stirrer ud i den kolde morgenluft med et tomt blik.

De har også fastet, både aftenen forinden, og skal gøre det hele dagen i dag. De næste 11 dage må de kun indtage ris og grøntsager og ingen salt. Salt kommer der til gengæld på bålet ved liget, da de har båret det ned til floden. En mand med hue trutter i en konkylie, og de to sønner går i rundkreds om brænde og krop med ild i en kurv.

Liget tager fire timer om at brænde, og bagefter får vi te. Jeg får også kiks, men både sønner, Bednath og mange andre nært relaterede mænd bliver kronraget — hara krishna-style — og må heller ikke indtage føde i dag.

En kvindes krop er blev et ofret til guderne i dag. Eller det vil sige, at de fik den tilbage, efter hun havde lånt den, og nu har forladt den.

“Der er ingen grund til at græde. Det er kun Siva, der ved, hvornår vi skal herfra, og vi kommer jo tilbage igen ”, som Bednath formulerer det.

På genhør efter bjergene

Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at være med, at jeg stadig har en krop til låns og at Nepal bliver ved med at give gaver. Vi kører hjem på taget af en bus, og jeg griber mig selv i at kigge mod Bednaths smilende ansigt med de få tænder, lige efter at have set ned mod en dyb bakkeskråning, som bussen læner mod.

Når jeg skriver her igen er det om bjergene — de rigtige, høje nogle med sne på — og hvis i modtager nyt, er det fordi jeg ikke er faret vild, ramt af højdesyge eller er frosset ihjel i de minus 16 grader, der kan ramme Himalaya i en vandrehøjde på over 5000 meter om vinteren.

Jeg er ikke længere bange for at dø, men har ikke tænkt mig at gøre det lige foreløbig. 

På genhør.

The following two tabs change content below.

Anders Haubart Madsen

Anders Haubart Madsen er 30 år, freelancejournalist og medstifter af limboland.dk.

Nyeste indlæg af Anders Haubart Madsen (se alle)

Har du noget at bidrage med?