For enoghalvfems år siden, nytårsdag 1926, spilledes en kamp, der var med til at ændre sydstaternes defaitiske syn på verden.

Den spilledes i Californien, og den kaldes kampen, der ændrede sydstaterne. Da Alabama og Washington for kun femte gang mødtes nytårsdag 2017, er det en oplagt mulighed for at kigge på en af de historisk set mest betydningsfulde college football-kampe, der nogensinde er spillet.

The Rose Bowl er kendt som The Grandaddy of Them All. For hundrede år siden var der nemlig kun den ene såkaldte bowl-kamp, hvor vi i dag har cirka fyrre. Bowl-kampe er, hvad der svarer til college footballs slutspilskampe.

Konceptet var, at det bedste hold fra vestkysten og det bedste hold fra østkysten blev fejret med en tur til Sunny California, nærmere bestemt Pasadena, for at spille om et uofficielt nationalt mesterskab. Det gik fint i en årrække, hvor Ivy League-holdene Yale, Harvard, Dartmouth og så videre mødtes med Stanford, USC eller Washington.

Men efter 1925-sæsonen havde man et problem. Washington (fra staten og ikke byen Washington) (10–0-1) kom gerne ned og repræsenterede vestkysten, men den oplagte modstander, Dartmouths, træner syntes, det var for lang en rejse fra Hanover, New Hampshire (små 5.000 kilometer). Så man kiggede længere mod syd, hvor New Orleans’ eliteuniversitet, Tulanes, 9–0-1-sæson satte dem i en fin position til en invitation. Men deres træner afslog også, og så var gode råd dyre, hvis man skulle finde en værdig modstander til mægtige Washington.

Modvilligt sendte man en invitation til Wallace Wades Alabama-hold, der med en 10–0-sæson havde domineret sine modstandere hele efteråret (“domineret” vil sige en samlet score på 277–7). Wade tog gladeligt imod invitationen, og så tog holdet til Californien, men vi skal længere tilbage for at få en forståelse af, hvorfor denne kamp blev kampen, der ændrede sydstaterne.

1860

USA er i dyb krise. USA har mere end fordoblet sin landmasse siden århundredets start og befolkningstallet er mere end femdoblet. Nu står man ved en skillevej, for som flere stater indlemmes bliver man tvunget til at forholde sig til, hvilket land, man egentlig vil have.

Sydstaterne har været en kæmpe motor for USA’s økonomi, da de står for to tredjedele af verdens bomuldsproduktion. Men bomulden produceres gennem slavearbejde. I nordstaterne spreder modstanden mod slaveriet sig, og man vil under ingen omstændigheder være med til at introducere slaveri i nye stater i unionen.

I sydstaterne er hele livsstilen baseret på bomuldsproduktion og gratis arbejdskraft. Spændingerne er på deres højeste.

I 1860 vælges Abraham Lincoln fra Det Republikanske Parti som præsident for Unionen. Han tiltræder i januar 1861, men allerede en måned forinden har South Carolina trukket sig ud af Unionen. Flere stater følger efter, og den 12. april 1860 udbryder den amerikanske borgerkrig.

Sydstaterne danner deres egen union, The Confederate States of America med hovedsæde i Montgomery i Alabama. De mener således, at de danner deres egen nation, og at det ikke så meget er en borgerkrig, som en krig der udspringer af USA’s manglende anerkendelse af CSA’s ret til at være sin egen nation. CSA udpeger deres egen præsident, Jefferson Davis fra Mississippi, og de vil forsvare deres økonomi og dermed slaveriet.

alabama2

Efter fire år slutter krigen i 1865. Nordstaterne vinder, og slaveriet ophører, men det har ikke været omkostningsfrit. Alene i slaget om Sharpsburg dør eller alvorligt såres 23.000 mennesker. I løbet af krigen er omkring to procent af befolkningen omkommet – 620.000 mennesker er døde. Sydstaterne er maltrakterede, for det var her, slagene blev udkæmpet.

Lincoln og kongressen beslutter at ”rekonstruere” sydstaterne efter ødelæggelserne, men det bliver aldrig rigtigt til noget, og sydstaterne efterlades i ruiner og forbliver sådan. 

1925

I 1925 har en 78-årig person været 18, da krigen sluttede. Sydstaterne er fyldt med folk, der kan huske ”The War of Northern Aggression” eller ”The War Between the States”, som den stadig nogle gange kaldes i sydstaterne.

Disse (hvide) mennesker stemmer næsten udelukkende Demokratisk, for de hader ”The Party of Lincoln”, der ødelagde deres livsstil og slog deres familiemedlemmer ihjel.

Nordstaterne fik afskaffet slaveriet, men de fik ikke introduceret noget at sætte i stedet. Som så ofte siden manglede USA en exitstrategi. Dermed er sydstaterne efterladt i armod. De frie sorte kan ikke tjene deres egne penge, for de hvide landejere har ikke råd til at ansætte dem. De hvide kan ikke drive forretning, så heller ikke de kan klare sig.

I 1925 er situationen altså den, at USA i stadig højere grad bliver en global magt, mens en stor region i landet ikke har flyttet sig en millimeter de sidste tres år.

The 1926 Rose Bowl

Da 1. januar 1926 oprinder, er det altså med alle i sydstaterne samlet ved radioerne og telegraferne. Den nationale presse har døbt spillerne fra Alabama “Tuscalosers” (efter Alabamas campus i Tuscaloosa i Alabama), og de spås ikke en chance i, hvad der forventes at være en opvisningskamp for Washington.

Der er uenighed om, hvor mange der helt præcist er på stadion, men flere end 40.000 mennesker er i hvert fald til stede nytårsdag for at nyde, hvad der på det tidspunkt er en relativt ny tradition, nemlig football til at starte året på. Frisk luft og underholdning til at tage tømmermændene.

Som nævnt, har Alabama kun lukket en enkelt scoring ind hele året. Washington har tilladt flere scoringer, men de scorer også selv et hav af point; 80 i én kamp og de har åbnet sæsonen med en 108–0-sejr over Willamette. George Wilson fra Washington er All-American og ville sikkert have vundet Heisman-trofæet, havde det eksisteret dengang. Han slutter sæsonen med 37 touchdowns og spiller den afgørende rolle for Washington nytårsdag 1926.

Det er da også Wilson, Alabama går efter. Så da Washington er oppe med 12–0 med to missede ekstrapoint får han sådan en tackling af tre Alabama-spillere, at han simpelthen ligger bevidstløs på banen og må bæres ud umiddelbart før pausen.

Da et slukøret Alabama-hold går i omklædningsrummet nede med dobbelt så mange touchdowns, som er sat ind mod dem de foregående ti kampe tilsammen, har Wallace Wade ikke andet at sige til dem, end at han jo ellers var blevet fortalt, at “boys from the South would fight.”

Det er lige sådan en appel til regional stolthed, der skal til, for Alabamas spillere har lyttet til fortællinger om “The Lost Cause” hele deres barndom. De vil ikke have endnu et nederlag til nordstaterne på hængende på deres skuldre. De vil kæmpe, og de vil vinde.

I tredje quarter sidder Wilson stadig ude. Den mulighed lader Alabama ikke slippe væk, og allerede fem spil inde i halvlegen svarer de igen med syv point. Quarterback Pooley Hubert løber for et 1-yard touchdown. Alabama stopper Washington på den næste angrebsserie, så de tvinges til at punte.

Derefter kommer Alabama igen hele vejen til endzone. Denne gang på et kast til Johnny “Mack” Brown. Washington får bolden, og Alabama intercepter den. Derefter kaster Pooley til Brown, som løber den de sidste tre yards ind til scoren 20–12. Alt dette sker på syv minutter.

Så kommer den tilsyneladende uundværlige Wilson tilbage ind i kampen og kaster hurtigt et touchdown, men Washington tynges af de to missede ekstrapoint mod Alabamas ene. Scoren er 20–19. Derefter lykkes det Alabama at intercepte Wilson to gange, og kampen ender 20–19 til Alabama.

Johnny “Mack” Brown erklærer efter kampen, at Alabama har “won the Rose Bowl for the whole South.”  Han kommer i øvrigt senere til at arbejde sammen med King Vidor og John Wayne som skuespiller i westernfilm. Om det er dramaet på banen den dag lige på den anden side af Hollywood, der lokker ham den vej, vides dog ikke.

I dag er både George Wilson, Pooley Hubert, Johnny “Mack” Brown og Wallace Wade i College Football Hall of Fame.

Togturen

I 1926 flyver man ikke rigtig nogen steder hen, og det gør universitetselever slet ikke. Man tager toget, og det er en lang tur fra vestkysten tilbage til the Heart of Dixie, men nu er spændingerne væk. Alabama har som repræsentant for sydstaterne bevist, at folk fra sydstaterne kan konkurrere med og slå resten af landet – i hvert fald i football.

På hver eneste perron fra Texas og gennem Louisiana, Mississippi og Alabama står folk og vinker og hujer.  Alabama repræsenterer den genoprejsning, man i to generationer har hungret efter i de smadrede sydstater. Talrige forfattere har beskrevet denne kamps betydning med vendingen ”The Game That Changed the South”, for der sker noget med folks mentalitet.

For første gang i både dit og dine forældres liv – måske endda også dine bedsteforældres liv – oplever du, at du og dine kan noget. Du oplever anerkendelse og en følelse af at have værdi. Du er ikke længere blot til grin for resten af landet. Du har kvaliteter, som dine landsmænd er nødt til at tage alvorligt. Den følelse indgyder en energi i menneskerne i sydstaterne, som er afgørende i forhold til at få sydstaterne tilbage på landkortet.

I løbet af de kommende år vokser stålindustrien i Birmingham i Alabama, og byen bliver kendt som ”The Magic City”. Faktisk rejses et skilt med den påskrift ved en indfaldsvej til byen kort tid efter Rose Bowl-sejren.

alabama3

I Atlanta skriver Margaret Mitchell få år senere Gone with the Wind, som romantiserer livet i sydstaterne før borgerkrigen. Folk forelsker sig i sydstaterne igen. I 1941 flytter verdens største flyselskab, Delta Airlines, sit hovedsæde til Atlanta, hvis lufthavn senere bliver verdens travleste. Metaforen er perfekt, for Atlanta bliver erobret i et afgørende slag i 1864, der indleder enden på sydstaternes union. Siden brænder byen til grunden i 1917, så det er en fuldendt Fugl Føniks-metafor.

I Oxford i Mississippi nyder en spirende forfatter godt af den nyligt opståede begejstring for sydstaterne og i 1949 vinder han, William Faulkner, Nobelprisen i litteratur. Han er den afgørende stemme, der sætter ord på den mentale bagage, “Southerners” bærer rundt på.

Ligeledes i Mississippi hører vi første gang om, hvordan Robert Johnson sælger sin sjæl til djævlen for sin guitarlyd. Han og senere Hank Williams fra Alabama bliver to af grundlæggerne af henholdsvis blues og country. Countrymusikkens Mekka, The Grand Ole Opry i Nashville i Tennessee, vokser frem i årene efter 1925.

Nu skal der mere end en football-kamp til at reformere en region, men der er ingen tvivl om, at den tro på sig selv og den stolthed over sit ophav, som kampen repræsenterer, har en stor betydning for sydstaternes genoprejsning op gennem det tyvende århundrede. En genoprejsning, der i parentes bemærket ikke er lineær. Det ser vi nærmere på ved en senere lejlighed.

Alabama — Sydstaternes hold

Over de næste tyve år spillede Alabama i The Rose Bowl hele seks gange, og de åbnede døren for at også hold fra Georgia, Louisiana, Texas, Tennessee og North Carolina fik en chance ude på vestkysten i den periode.

Hele vejen fra 1926’s begyndelse og op gennem tresserne så mange Alabama som sydstaternes hold. Langt de fleste så op til Alabamas head coach Paul ”Bear” Bryant. Alabama var engang sydstaternes hold, og deres succes var noget, alle syd for The Mason-Dixie Line tog del i.

I dag efter 16 (hævdede) mesterskaber forholder det sig selvsagt anderledes. Nu er Alabama holdet, alle elsker at hade – særligt i sydstaterne. Men uden The 1926 Rose Bowl ville Southern Football slet ikke være, hvad det er i dag – og det ville sydstaterne måske heller ikke.

The following two tabs change content below.
Mads Jensen
Mads Jensen styrer Danmarks bedste side om college football thereadoption.dk. På Denfri vil han bruge college football som en indgang til at forstå det amerikanske samfund.
Mads Jensen

Nyeste indlæg af Mads Jensen (se alle)

Har du noget at bidrage med?