Min fordom om Japan var at det var et land hvor obskøniteter havde frit slag (jf. bizarre TV-shows, manga/anime, J-pop/rock, cos-play, myriader af computerspil, pornofænomener som hentai og bukkake, geniale gyserfilm etc.).

Måske tilfældige indtryk

Mit umiddelbare indtryk nu er dog at det stik modsatte er tilfældet. Omgangsformen har karakter af høflig distance, og man sørger på mange måder for at holde sig til sig selv: man spiser og drikker ikke medmindre man er til bords (af same grund er det svært overhovedet at finde offentlige skraldespande), man snakker allerhøjst sagte og kortvarigt i den offentlige transport (telefoner skal være lydløse), visse restaurationer har tydelige alenepladser.

På ramen-stedet køber man for eksempel en madbillet via en automat, afleverer billetten, får sin mad, spiser sin mad, og fucker af når man har tygget af munden. Visse steder i verden kan luften være tyk af seksuel spænding. Men ikke i Japan, langt fra. Når folk kigger væk, så kigger de ikke væk på en koket måde hvorved de alligevel kigger på en; de kigger rent faktisk bare væk. I de japanske medier taler man ligefrem om ‘sekkusu shinai shōkōgun’ (cølibat-syndromet), og unge japaneres øjensynligt manglende lyst til sex, dating og romantik er også en hypotese der har ramt international medier. Til gengæld arbejder folk. Japan har ry for ‘workaholism’. Det er meget normalt at folk arbejder til sent på aften (selv efter klokken 23 vælter det med ‘suits’ på banegårdende I Toyko og Osaka), alt imens folk forsøger at indhente søvn lige fra metroen til McDonald’s. Man har sågar et ord på japansk for ‘overarbejde død’ (Karōshi). 

Jeg så i denne forbindelse en reklame for en energidrik hvis slogan var “Work and Peace”. Hvordan de to ting hænger sammen skulle jeg lige overveje, men det er måske noget med at hvis bare man lukker røven og arbejder den ud af bukserne, så behøver man ikke at forhold sig til så meget andet, og det er vel også en slags fred. Sjovt nok var sloganet indrammet af to hænder der gjorde fredstegnet – man behøver ikke bøje de strittende peace-fingre meget før det ligner ironiske gåseøjne: “Work and Peace”, som om.

Toilettet som kulturanalyse

Men à propos røv er det mest bemærkelsesværdige ved Japan måske deres toiletter.  Det er på grænsen til at være creepy så meget der kræses for røven i Japan. Langt de fleste (selv offentlige toiletter) har varme i sædet, adskillige bidet-funktioner (der bl.a. styrer trykstyrken på bidetstrålen og dens vinkel), en deodorantfunktion og nogle har endda en knap med noder (med beskrivelsen ‘privacy’) som jeg ikke turde trykke på, men som jeg forestiller mig skal tjene en overdøvende funktion. Det virker umiddelbart besynderligt at prioritere røvens nydelse så højt, men med fare for at virke freudiansk på den vulgære måde, er det så ikke indlysende at den japanske kultur er udpræget anal? 

Foto: Saman Atter Motlagh

Foto: Saman Atter Motlagh

Den anale nydelse handler typisk om kontrol og det private og indelukkede. Japan er i verdenshistorien bl.a. kendt for netop at have været et (inde)lukket og isoleret land i Edo-perioden (1603–1867), hvor ind– og udrejse var ganske undtagelsesvis. Lige sådan er der i dag i Japan en hvis hang til den private nydelse på lokummet og den høflige undgåelse af at gøre andre opmærksom på sig selv, sin spisen, sin snakken, sin flirten, sin nydelse. Det er måske også i den anale seksualitets lys at man skal se de skørheder og obskøniteter Japan ellers også er kendt for. Disse fænomener har nemlig deres plads i moderne japansk kultur. Men at de har en plads betyder lige netop at de er forbeholdt specifikke, socialt accepterede områder eller sfærer, og at man dermed har styr på dem.

I kulturer hvor det ikke er eksplicit eller implicit tydeligt hvor det obskøne hører hjemme (at fx cos-play foregår I bestemte distrikter, på bestemte cafeer), lurer det altid under overfladen og man risikerer i højere grad at miste kontrollen over situationer og steder, så de pludseligt og ufrivilligt fremstår komiske, seksuelle, uhyggelige etcetera. Ved at klargøre hvor det obskøne (eller lortet) hører hjemme, hjemliggøres det, det domesticeres. Det er noget man dyrker i “hjemmet”, i det private, alene, uforstyrret og uforstyrrende. Man træder i baggrunden, fjerner sig selv fra verden, de andres blikke, alt det hårde arbejde og angstprovokerende intimitet, og udlever i stedet det farlige og kreative eskapistiske (i tegnefilm, computerspil, TV-shows, udklædning, rollespil).

Det er måske at spænde buen lidt hårdt, men måske er der her en tråd til Japans zen-buddhistiske baggrund. Man mindes Zizek (der i øvrigt selv har brugt toilettet som kulturanalytisk indgang) der har foreslået at (zen-)buddhismens nyere popularitet i vesten stemmer godt overens med en kapitalistisk samtid, hvor man skal forsøge bare at nyde nuet, ikke sidde fast i og tage verden, sig selv og alt arbejdet så tungt, give slip på hvad der var (af prekære arbejdsopgaver, ansættelser og relationer), og tage imod hvad der kommer (af prekære arbejdsopgaver, ansættelser og relationer): “Work and Peace”. Som om.

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?