Der findes en forunderlig position på Roskilde Festival, nemlig den at kende alle bands der spiller på festivalen. Den position, som Lacan ville kalde Den Store Anden. Han kalder også Den Store Anden for subjektet, der formodes at vide. Den Store Anden er det sted, hvor den, der ved det hele, opholder sig; det er Guds position. Hvis man er i tvivl om, hvad man skal stille op i livet, hvis man ikke kan finde ud af hvad meningen med det hele er, så er det næsten umuligt ikke at gå omkring med en fantasi om, at der et eller andet sted kunne være en, som havde alle svarene.  Pointen med denne idé, er, at det er en position, som aldrig kan udfyldes af virkelige subjekter. I sidste ende, er der ikke nogen af os, som for alvor har svaret på livets store spørgsmål, såsom: Er der et liv efter døden? Elsker jeg virkelig min kæreste? Og, hvem er alle de bands på Roskilde Festival i virkeligheden? 

Typisk vil man kende et enkelt eller to af de nyere navne der spiller. Man kender måske ikke deres musik indgående, men man kan genkende deres navn og har en fornemmelse af genren. Man ved at man godt kan lide blød pop, vred hardcore, feministisk rap eller noget syvende. Måske man endda har lavet en smule research på de bands der spiller, så man har en lille fornemmelse af, hvilke bands man skal lade som om, man kender godt, når man falder i tilfældig snak med den lækre i køen. Men den grundlæggende erfaring, når man kigger ned over Roskilde Festivals program er den totale mangel på kendskab og vished. 

Denne uvished er helt afgørende for at man kan have en god Roskilde Festival. Hvis man var den foruden, ville man komme faretruende nær oplevelsen af at have slået sit telt op i nærheden af Skanderborg. Tænk bare på hvor forskelligt mødet mellem tilfældige personer i køerne kan udspille sig. Når vi møder den lækre i køen på Roskilde og nervøst lyver om, at vi kender en bestemt undergrunds-kunstner fra New York rigtig godt, er der en reel chance for, at vedkommende lyver lige så nervøst tilbage og foregiver at vide noget om bandets sceneshow. Derefter er en motorvej af vidunderlige muligheder åben. Vi kan for eksempel blive enige om at tage til koncerten med den omtalte kunstner, men “desværre” lige misse den og sammen ærgre os over, at vi er gået glip af årtiets oplevelse på Roskilde, imens vi drikker os fulde og finder ud af, at vi er soulmates. Den Store Anden vil helt sikkert kigge på os med kærlige øjne.

Men på Skanderborg, hvor vi alle sammen er som små Guder i forhold til musikprogrammet, er denne usikkerhed udelukket, og mulighederne for overraskende møder tilsvarende sværere at forestille sig. “Hey, skal du også høre [velkendt band x]?”, siger vi uden den store usikkerhed. “Ja”, lyder svaret selvfølgeligt. “De er meget goe.” “Ja.” Derefter dør samtalen hurtigt ud til lyden af pinlig tavshed.

Pointen med Lacans begreb om Den Store Anden kan her skærpes en smule. Det er ikke bare sådan at Den Store Anden virker på trods af, at den ikke findes. Nej det er netop på grund af at der ikke er nogen, der kan udfylde denne plads, at den fungerer. Hvis der vitterligt var nogen, der kunne have svarene, eller hvis der var bare en minimal mulighed for at kende musikprogrammet til bunds, så ville den Store Anden ikke fungere. For i den situation ville vi netop miste det bedste middel, vi har, til at møde nye mennesker. Vores fundamentale mangel på selvsikkerhed, og det ubønhørlige behov for at lyve os bedre, end vi er, som følger deraf. Snakker de overhovedet med hinanden, mens de hører [velkendt band y] på Skanderborg?

The following two tabs change content below.

Bibelskolen

Nyeste indlæg af Bibelskolen (se alle)

Har du noget at bidrage med?