Man kunne uden problemer tage samtlige artikler og indslag fra sidste års Roskilde Festival og gentage dem i år. Bevares, man skulle måske for ordentlighedens skyld udskifte sidste års relativt ukendte bandnavne med dette års relativt ukendte bandnavne, men andet ville ikke være nødvendigt. Det er de samme campingfester, musikoplevelser, vejrfænomener og ophold i mediebyen som sidste år. Det er det samme hegn der bliver væltet og den samme stemning der bliver beskrevet.

Der er flere interessante spørgsmål man kunne stille. Man kunne begynde med spørgsmålet om hvorfor der i det hele taget bliver produceret så meget journalistik fra festivalen. Svaret handler om størrelsen på festivalen. Det er Danmarks tredjestørste by i den uge festivalen varer. Der er gratis billetter til medierne. Og det er sjovere for journalisterne at være på Roskilde Festival i modsætning til eksempelvis at dække Landsstævnet eller regionsvalget. Derfor kommer der så utrolig mange journalister. Spørg på redaktionerne om der er nogen der vil på Landsstævne. Ikke for at kritisere Landsstævnet, men det er ikke et førstevalg som destination. Spørg på enhver redaktion om der er nogen der gerne vil på Roskilde Festival. Hænderne flyver i vejret. Og nu nærmer svaret sig også svaret på spørgsmålet om HVORFOR det er de samme artikler. Det er det nemlig fordi det er meget svært at skrive originalt om festivalen. Og fordi det generelt er de yngre journalister der vil give alt for at komme afsted. Og kombinationen af de tre faktorer er guf for gentagelserne: Mange journalister, uden den store erfaring og svært stof. Og når man derudover tilfører stimulanser, som bestemt ikke gør det lettere at tænke nyt, så får man et helvede af ensformighed.

Det næste spørgsmål er oplagt, nemlig HVORFOR det er så svært at være original. Det burde det jo ikke være. Her er omkring en million mennesker pakket tæt sammen på en mark, med al den alkohol, hash og det, der er stærkere, som hjertet kan begære. Der burde være noget at fortælle.

En klog mand sagde engang, at det fine ved Roskilde Festival er, at man kan vide med nogenlunde sikkerhed, at der døgnet rundt er mindst een person i nærheden, som er i færd med at have sit livs øjeblik. Det øjeblik, som han stadig kommer til at tænke tilbage på årtier senere, som dét øjeblik, hvor det hele gik rigtigt og alting var som det skulle være. Uforfalsket lykke.

Men sagen er vel netop den, at al den lykke bliver underligt kedelig, når man fortæller om den.  Vi kan lige forestille os hvordan det ville fungere som et live-indslag i TV-Avisen. “Og vi stiller om til Roskilde Festival, hvor vores rapporter netop nu står uden for teltet i hvilket Benjamin Humbug Jensen lige nu har sex for første gang med Lotte Helsingforsgade Sørensen, som han har været forelsket i siden 2.g.” “Ja. Kirsten her. Jeg står uden for teltet lige nu, og jeg kan berette, at de begge lyder meget glade. Det er tydeligt, at det er noget, de vil kunne tænke tilbage på som den mytiske fortid, hvor lykken stadig var mulig, når de engang om små ti år hader hinanden og skændes over morgenmaden mens unge nummer to skriger i barnestolen ved siden af.”

Medmindre man selvfølgelig kan skrive om mennesker. Men det kræver en helt ny slags journalister. Og så er det immervæk lettere at lave endnu en reportage fra nøgenløbet, med et par penis og brystbilleder og et afsluttende interview med vinderen.

The following two tabs change content below.

Bibelskolen

Nyeste indlæg af Bibelskolen (se alle)

Har du noget at bidrage med?