Det er så simpelt, som det er sandt. Når det kommer til vejr, er vi ikke stort anderledes end blomster.  Skinner solen på os, smiler vi. Regner det bliver vi triste. Vi arbejder hurtigere, taler høfligere, elsker mere når solen skinner. Effekten er overordentlig vanskelig at skærme sig for, selv hvis man bruger det meste af dagen indenfor, er tendensen genkendelig. I virkeligheden er der en helt særlig glæde ved at være indendørs i solskin. Man får lyset og varmen gennem vinduerne, og man kan lægge sig i en solstråle som en kat om eftermiddagen. Men få steder er solen så effektiv som på Roskilde festival. Og få steder er den så savnet, når den mangler, som dér.

Videnskaben er her ikke sen til at komme med en paraderække af grunde til, at det beviseligt er sandt at solskin er godt. Det er velkendt at vores kroppe producerer størstedelen af det D-vitamin, som vi har brug for, ved hjælp af solens stråler, der kærtegner vores hud. Men nytten stopper ikke der. Solskin hjælper efter sigende mod autoimmune sygdomme, sklerose, fertilitetsproblemer, vinterdepression (duh!) og huller i tænderne. Først og fremmest hjælper solen dog mod dårlige Roskilde Festivaler. Selv det mest elendige program (spørg din nærmeste musik-hipster eller overgejlede P3-vært om manglerne i dette års program) kan opvejes med lethed af den gule cirkel. Det er virkelig ikke meget musik, som ikke er vidunderlig musik, når det bliver spillet på Roskilde festival fredag eftermiddag i solskin. Den slags kurerer hjertesorger, dumpede eksaminer og (angiveligt) huller i tænderne.

Solen er en hyppigt anvendt metafor i den filosofiske kanon. Mest berømt er uden tvivl Platons brug af solen som metafor for sandhed i Staten. Pointen med billedet er, at alle forsøg på at opnå erkendelse er udsigtsløse, hvis ikke vi har en robust kilde til erkendelsen, som er selve Sandheden (med stort S), på samme måde, som det er uendeligt vanskeligt at orientere sig i den virkelige verden uden solen.

Sandhed som sådan er det, der gør, at små sandheder giver mening. Hvis den ikke er virkelig, kan snart den ene snart den anden sætning tilfældigt fremstå som mere eller mindre korrekt. Uden fundament bliver vores erkendelse alt for let vildledt (som når man famler omkring i sit telt på Roskilde midt om natten og telefonen er løbet tør for strøm, så man ikke kan lyse op). Men pointen, Platon laver med sit billede af solen, er også, at sandheden selv er en flygtig størrelse. Det er lige så vanskeligt at se den, som det er at kigge direkte ind i solen. Hvis sandheden er et fundament for viden, så er det samtidig et fundament, der skjuler sig. Den franske filosof Alain Badiou har formuleret det på den måde, at sandheden er en begivenhed. Sandheden sker. Den finder sted. Den er der ikke som en dims vi kan gå ud og hente et sted. Vi kan i virkeligheden bedst kende den gennem de afledte effekter. Når vi af og til er heldige og kan sige, at vi med sikkerhed ved et eller andet (vi kender en sandhed med lille s), så kan vi slutte os til at der findes Sandhed.

Hvis Platon kunne bruge billedet med solen til at beskrive ideen om sandhed, så kan vi vel også med nogen ret bruge hans ide om sandhed til at beskrive solen. For sagen er vel den, at solskin først og fremmest giver sig til kende via afledte effekter.

Når solen skinner på orange scene er alt magisk. Her begynder alle historierne, som vi gerne fortæller os selv og hinanden om, hvorfor vi tager på Roskilde, pludselig at forekomme at være sande. Her begynder vi vitterligt, at have det som om vi er på ferie fra normaliteten, her kan vi synge med på en sang vi i virkeligheden ikke kender, her er alle kvinder smukke og alle mænd dejlige (og de er ikke engang specielt gramsende, med mindre vi gerne vil have det). Når solen skinner på Roskilde er rusen bedre, øllet smager af mere og blæren holder stand overraskende længe.

Men i år bliver det regnvejr. Så husk gummistøvlerne. Sandheden må vi finde en anden gang.

The following two tabs change content below.

Bibelskolen

Nyeste indlæg af Bibelskolen (se alle)

Har du noget at bidrage med?