Det er allerede ’so last month’, men jeg garanterer at det vi var vidne til i som sagen om ”den konceptuelle penis”, er et hykleri som vil blive gentaget igen og igen. Så lad dette stå som en påmindelse for fremtidens hyklere.

D. 21. maj bragte Berlingske en historie om at en meningsløs fup-artikel under titlen “Den konceptuelle penis som en social konstruktion” var blevet publiceret i et akademisk tidsskrift. Forskningsartiklen parodierede kønsforskning og hævdede bl.a. at penissen ikke skal forstås som en kropsdel, men som en social konstruktion, og endvidere at global opvarmning er “konceptuelt” forårsaget af penisser. Forfatternes hensigt med at få artiklen udgivet var at udstille hvor absurde ting man kan slippe afsted med i kønsforskningen. Netop således blev nyheden også modtaget både herhjemme og internationalt. På sin facebook skrev Henrik Dahl (LA) fx “Mistanken om, at venstreradikal “kulturforskning” […] er lig med udbredt, akademisk svindel og udbredt sænkelse af akademiske standarder, bliver ikke mindre efter denne sag.” Og på Twitter skrev Richard Dawkins “brilliant hoax paper satirising pretentious charlatans of Gender Studies”.

Det hører selvfølig med til historien at artiklen blev publiceret i et såkaldt online “open access” tidsskrift, der ofte kræver betaling mod publikation af artikler, samt at artiklen i øvrigt først var blevet afvist af et mere solidt tidsskrift. Det åbenlyst mærkværdige ved modtagelsen af denne nyhed var at det uden videre blev en historie om standarden i kønsforskningen og kulturelle studier, og ikke en historie om standarden af disse open access tidsskrifter. Som sådan er der nemlig ikke noget enestående ved at en fup-artikel bliver publiceret i et akademisk tidsskrift, ej heller er det et specifikt problem for kulturelle studier. Der er flere eksempler på dette i naturvidenskaben. Et meget tilsvarende eksempel med open access tidsskrifter i naturvidenskaben fandt sted i 2013 (jf. John Bohannons “Who’s Afraid of Peer Review”). Ja, i virkeligheden er eksemplet måske slet ikke så tilsvarende, fordi her var ikke tale om blot én, men hele 157 tidsskrifter der ud af 255 mulige accepterede en variant af en fup-artikel omhandlende lavsvamps kræftforebyggende egenskaber, der var “designed with such grave and obvious scientific flaws that they should have been rejected immediately by editors and peer reviewers”. Kan man dermed forvente at alle disse ærlige og redelige forsvarer af videnskab, der velvilligt dementerer videnskabeligheden af kønsforskning, er lige så villige, eller rettere 157 gange lige så villige, til at dementere videnskabeligheden af naturvidenskab? Jeg tvivler. Det ville jo være konsekvent, men selvsagt grotesk.

Problemet er at netop denne her sagen om ”den konceptuelle penis” slet ikke handler om, hvilken evidens der er for de akademiske standarder i givne videnskaber eller for objektivitet. Desværre handler sagen ikke engang om standarderne for open access tidsskrifter. Den handler om at mange af kritikkerne af kønsforskning og kulturelle studier tenderer mod at være forudindtagede korsfarerer. Der er således blandt nogle en stor vilje til at gøre en historie ud af artiklen om “den konceptuelle penis”, men ikke til at gøre en historie ud af de 157 artikler om lavsvamp. Det er derfor nok ikke tilfældigt at historien herhjemme blev bragt af Berlingskes Mikkel Andersson der på sin facebook via diverse eksempler jævnligt latterliggør venstrefløjens feminisme og identitetspolitik.

Der kan være mange gode måder at kritisere kønsforskning og kulturelle studier på, og gode grunde til det. Men der er noget mærkeligt usagligt og nærmest konspiratorisk paranoidt over at tro at forskningsfeltet grundlæggende lider af “akademisk svindel”, non-sensiske teorier og at forskerne er “charlataner”. Ved disse mildest talt alvorlige anklager udstiller kritikkerne af kønsforskning sig selv som nogle der holder religiøst fast i deres overbevisninger, hvilket ellers er hvad de blandt andet beskylder kønsforskningen for. Peter Boghossian der er en af forfatterne til fup-artiklen udtalte på twitter at “gender studies silliness is conspicuously ideological.”. Men lad der ikke herske et sekunds tvivl om at det Boghossian og hans hykleriske ligesindede bedriver, netop lige præcis er ideologisk krigsførsel.

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?